“…men det er ikke kræft”

Det er en fredag i september 2015. Og jeg skulle have været med toget mod Aalborg, hvor jeg skulle til landsmøde med en masse skønne mennesker fra Ungkræft.

Men i stedet er jeg på Hvidovre hospital, og skal have at vide hvad det er der foresager alle de smerter, der gør at jeg hverken kan sove eller spise. 

Jeg husker ikke rigtig hvad jeg har gået og tænkt, op til denne dag, men der er ingen tvivl om at det har været en meget lang ventetid. Det skal dog nævnes at forud for dette svar, har jeg været igennem utallige undersøgelser, trykkammerbehandling (behandling for stråleskader) og her 8 måneder senere er jeg på Hvidovre og skal have svar på den seneste kikkertundersøgelse.
Jeg bliver kaldt ind af en ung læge, der ser på mig som om jeg kun har 3 måneder tilbage at leve i. Jeg går lettere i panik og da han ikke siger noget, spørger jeg ham til sidst, hvorfor det er han kigger på mig på den måde. Han undskylder og siger det har været en lang dag. 

“- jamen så må du da meget undskylde at jeg kommer og forstyrrer din dag og ødelægger dit gode humør. For du skal da endelig ikke tænke på at jeg sidder her og venter på at få at vide om kræften er kommet igen eller ej.”

Han fortæller mig så endelig at prøverne desværre ikke er gode nok til at kunne sige noget, og jeg skal derfor have dem taget igen, samt at jeg skal have taget en biopsi af den forsnævring som blokerer i tarmen. 

Han slutter så af med at sige,

“men det er jo ikke kræft”

Så snappede den for mig, også blev jeg gal. Jeg får sagt i et meget højt toneleje “det kan du for helvede da ikke sige, når de gerne vil tage en ny prøve”. 

Der er vitterligt ingen response fra lægen, efter mit mindre udbrud, hvilket ikke hjælper på situationen. Det gør mig kun mere gal i skralden, og gør at jeg virkelig bare gerne vil ud af det her lokale og væk fra denne imbecile læge, som tydeligvis ikke havde den bedste dag på kontoret. 

Jeg skal, for Gud ved hvilken gang, have en kikkert ført op igennem røven, for at kunne tage nogle nye prøver. (De kunne heldigvis kun komme 20 cm op pga forsnævringen, og ikke de obligatoriske 60-80 cm) Og den flinke læge, heldigvis ikke den samme læge jeg lige havde talt med, kan forsikre mig om at han tager rigeligt til prøverne så jeg ikke skal udsættes for dette igen. 

Jeg tager på weekend med de skønneste mennesker fra Ungkræft, vel vidende at jeg igen venter på at få at vide om kræften er retur eller ej. Men det ender med at jeg får nogle fantastiske bekendtskaber og oplevelser, der gør at jeg kan få tankerne væk fra den førnævnte undersøgelse. Det bliver en skøn og helt uforglemmelig weekend. 

Den efterfølgende tirsdag bliver jeg så indlagt, på riget, med ufatteligt mange smerter i maven. Og de kan endnu en gang ikke finde ud af hvad fanden der er galt. De kan godt se jeg har smerter, og kan se at min Tarm er overbelastet, men det er også det. De vælger at lade mig blive til onsdag hvor vi får svar på prøverne fra om fredagen. 

Det bliver onsdag, præcis 5 dage før min 31 års fødselsdag. Og kun et år efter jeg har fejret at jeg var kræftfri og at jeg fyldte 30. Det er desværre også denne onsdag at jeg får at vide at kræften er kommet retur. 

“….men det er ikke kræft” 

Continue Reading