La Santa – del 3

Dag 6. Og 7 på la Santa

“Så er dagen kommet vi alle på en eller anden måde har set frem til og samtidig frygtet helt vildt. 

Mini tri! 

Den bliver først skudt i gang kl 14, men alligevel er der nogle der har overskud tilbage på kontoen til at kunne deltage i formiddags aktiviteter – forude for mini tri. 

Nogle sejler i kajak, andre spiller fodbold også er der de andre (blandt andet mig selv) som har valgt at gemme energien til mini tri. Personligt har jeg virkelig set frem til denne dag, for havde faktisk troet, hjemmefra, at jeg ikke skulle deltage i mini tri, for det kunne jeg nok ikke holde til, så den var blevet afskrevet. Ved at der var andre der havde det på samme måde, men så var der så mange der talte for, at det kunne lade sig gøre på alle mulige tænkelige måder. Så hvis der var nogle der havde problemer med at løbe, så gik man bare. Hvis man ikke kunne cykle, så blev tandemen sat i spil. Mulighederne var mange, så det var bare at komme i sving. 

Så vi var ret mange der alligevel troede på at det kunne lade sig gøre. Og dem som havde været med sidste år, de havde en personlig tid som de ville prøve at slå. 
Kl 14.15 sætter Green team os så i gang, og starten er flyvende. Eller det er så meget sagt, for det kører røv dårligt for mig, jeg panikker i vandet og hyperventilere og kan dårligt få vejret. Men på en eller anden måde lykkedes det mig at få roen tilbage i kroppen og kommer på land efter at have svømmet de 200 meter på 8.19 min. Også er det bare videre, op på cyklen og ud og fange de 9 km der venter. Det kører bare, god energi i benene og det starter godt ned af bakke, rundt i svinget også rammer den vildeste mur af modvind os. Det er ikke en fest, men smilet står alligevel stort. Lavere gear, også ellers bare stille og roligt frem. 
Så skal løbeformen testes, men må hurtigt konstaterer at det kommer ikke til at ske. Så de sidste 3 km kommer til at foregå gående. Men det gør heller ikke noget, for jeg er ikke til at skyde igennem af lykke over at det ser ud til at jeg kan komme igennem, her kun 4 uger efter sidste kemo. Jeg nærmer mig mållinien og kan se at alle står og hepper for vildt på mig. (Det er jo en fordel når man er rosinen i pølseenden) 😜  


Idet sekund jeg kommer over mållinien kaster jeg mig i armene, på en af de andre, og begynder at stortude glædestårer over at jeg gjorde det, for det havde jeg ikke troet at jeg ville. Slet ikke på så flot et niveau. 


Efter mini trien venter poolen for stængerne skal have hvile, for i dag har bare været en af de flotteste dage rent vejr mæssigt, så det skulle fejres med en masse solcreme på. 

Om aftenen spiste vi alle sammen i pool baren, hvor der var arrangeret underholdning og der blev uddelt diplomer for dagens mini tri. Alt i alt, endnu fantastisk dag på La Santa. 
– Alle har været så sindssygt seje på den her tur. Og i det at alle kom i mål, med nogle sindssygt flotte præstationer. Jeg er blevet så vanvittigt stolt over at have mødt, og lært at kende, disse mennesker, som har kæmpet for livet på den ene eller anden måde. Og stadig kæmper en stor kamp, Det er så stort. Kan slet ikke begynde at beskrive godt nok hvor glad jeg er over at have været på denne tur. 

Selvom det har været en mega hård uge, både på det fysiske, men specielt også det psykiske plan for os alle sammen, så har vi rykket os og virkelig meget og fundet ud af at vi kan meget mere end vi havde turde tro på. 

Så nu er vi klar til at stige på flyveren i morgen, fredag, godt trætte og klar til at komme tilbage til dagligdagen i DK.”

———-

– Det er nu 5,5 uge siden jeg fik min sidste kemo, og som i har kunnet læse af de sidste indlæg har jeg virkelig haft mit at døje med. Men hvis du spurgte mig for 5,5 uge siden om jeg ville have stået hvor jeg står i dag. Så ville jeg have sagt “selvfølgelig gør jeg da det”, men havde ikke på ingen måde været 100% ærlig overfor mig selv. For det virkede simpelthen for urealistisk at det kunne lade sig gøre. Denne tur til La Santa har i sandhed ændret så sindssygt meget for mig. Jeg har mere energi, jeg behøver ikke at sove flere timer efter hver kraftanstrengelse jeg laver og desuden har jeg har løbet for første gang efter min operation tilbage i oktober 15. Jeg skal cykle tøserunden på lørdag og er ret så nervøs for hvordan resten af kroppen vil have det, men er ret så sikker på at benene nok skal klare den. 

Jeg er med små hastige skridt, på vej tilbage til livet! Jeg elsker det og kan slet ikke vente med denne næste del af rejsen. 

Continue Reading

La Santa – del 2

3. Dag på La Santa


Så er der dømt ømme muskler, stive ben og tunge arme. Vi alle sammen går rundt og ømmer os og er lidt ynkelige når vi skal sætte os ned og rejse os op igen. Det er en fest, specielt velvidende at vi er stået op til endnu en hård træningsdag. 

Personligt har jeg kun været med på gå og løbeskole i dag, men det var fandme også hårdt nok i sig selv. Man bliver overrasket over hvor hurtigt ens energi depoter bliver brugt op når det ikke er så længe siden man er kommet ud af hhv behandling eller operation. Det er ikke skide nemt at hverken accepterer eller håndterer. Men så har vi hinanden til at give et kram eller et skulderklap til de små sejre og de bump der måtte være på vejen. 


Udover det har det været en dag ved poolen og tanning når solen tittede frem, for den er noget sparsom. Men når den så endelig er der, så er der også fuld smadder på. Når nu vi er ved vejret så er det perfekt til træning, men det er meget overskyet og vinden er kold, det er lidt ærgerligt. Men vi holder humøret højt alligevel.

Folk giver den max gas og får rykket så mange personlige grænser. Finder ud af at de kan løbe, hvor de faktisk ikke troede det var muligt. Det er sindssygt imponerende at være vidne til. 

Om aftenen spiste vi sammen og bagefter tog vi i green baren også var der quiz for hele MNR holdet. Det var vores bord så overhovedet ikke særlig gode til. Og endte også med at tabe, mega nederen, men vi fandt ud af at alt det vi evt havde lært i skolen om fodbold i 70’erne og 1800 tallets høje herre, ikke længere sad fast. Så så kloge blev vi da. Haha! 

4. Dag på La Santa

Dagen i dag er tung – meget tung. Vejret er dårligt. Det er koldt og det blæser ret meget. Kroppen er træt, drænet for energi og kan dårligt komme i gang. Der er flere af de andre der allerede er godt i gang med trail løb eller 5 kamp og jeg kan dårligt komme ud af sengen. 

Man kan godt mærke på hele flokken at de ligeledes er mærket af de sidste par dages hårde arbejde. Det hele går en lille smule langsommere og vi skal lige i gang. 

Jeg har bare set frem til denne dag, for det er i dag vi skal ud på racercykel. Det har jeg virkelig glædet mig til for det er virkelig min ting – landevejscykling. Nærmere bjergcykling, viste det sig dog. 

Vi mødes og bliver delt i to hold. Dem som gerne ville tage en lidt mere rolig tur på ca 20 km og dem som gerne ville give den gas på en længere tur på ca 40 km. Og den skulle jeg selvfølgelig med på. Det skulle blive fedt at komme ud på cyklen igen og ikke mindst ud på bakkerne. For det er det jeg rigtig godt kan lide. 

Vi starter og alt er godt, eller i hvert fald den første km for vi starter rimelig hårdt ud med en rimelig lang stigning og jeg kommer til, meget hurtigt, at danne bagtrop. Bestemt ikke noget jeg er tilfreds med – på ingen måde. Jeg er ikke den bedste rytter men heller ikke den langsomste. Eller sådan plejede det at være. 

Der går præcis 1,5 km også rammer jeg den vildeste mur. Og bryder helt sammen, hvad fanden sker der. Er tæt på i bedste Bjarne Riis stil at kaste min cykel ud i rabatten i ren frustration. Jeg plejer at kunne uden problemer. Men det kan jeg pludselig ikke længere. Kemoen har taget kræften, men den har fandme også tilladt sig at tage den energi jeg plejer at kunne kaste i pedalerne. Den er svær – meget sværd at sluge og ikke mindst at accepterer og håndterer. 

Heldigvis er der en af instruktørerne der er der hos mig og tager en hurtig beslutning om at vi tager den modsatte vej af den korte rute og kan derfor kører i mit tempo og vinde energien tilbage i benene uden jeg skal se ryggen på de foranliggende ryttere forsvinde i horisonten. 

Det ender med at jeg får energien meget langsomt tilbage til mine ben også begynder det at virke for mig. Nu triller det og der er godt tråd i mine ben, overskuddet er ligeledes også kommet lidt retur, til at kunne overskue at tage turen på 20 km i stedet for at give op. 
Uden den eneste tro på at det kunne lade sig gøre, gør jeg det umulige og får cyklet 20 km i bakket terræn og kommer i mål helt smadret i kroppen, men så meget veltilfreds og stolt, at jeg slet ikke kan begynde at beskrive det godt nok til at kunne forstå. En kæmpe sejr for mig personligt. Er så stolt af mig selv. 

Jeg ville ikke have kunnet gøre dette på egen hånd. Hvis det ikke havde været for de helt igennem skønne instruktører og vidunderlige Ungkræft familiemedlemmer, var jeg ikke kommet helskindet igennem denne dag. Havde ikke kunne gennemfører 20 km på cykel, næsten svømmet 1 km efterfølgende for slet ikke at tale om at kunne rumme at spise middag med efterfølgende underholdning fra green team folkene på La Santa og disko om aftenen. 
Uden dem kunne jeg ikke have gået i seng udmattet og med et smil på læberne. 

Fortsættelse følger….

Continue Reading

La Santa – del 1 

Som i nok har gættet nu, så blev min rehabiliterings uge på La Santa godkendt hos kommunen – yay me! 😍

Jeg vil derfor, de næste par dage, dele mine oplevelser fra den uge i dagbogsform. 

1. Dag – La Santa sport 
Så er dagen endelig kommet. Dagen vi alle har ventet på i flere uger. Dagen hvor vi skal mødes i henholdsvis Kastrup og Billund lufthavn, for at stige på flyveren til La Santa sport. 
Kan slet ikke forstå at det allerede er nu! Det for vildt. 😍

Vi er alle lettere oppe og køre og samtidig lidt trætte. Vi har jo trods alt været tidligt oppe. 

Allerede fra første minut er der god stemning. Alle begynder meget hurtigt, på traditionelt vis, at give hånd og præsenterer sig selv og hvad man sidder inde for. Fx Hej – jeg hedder “Jeanette” og har haft livmoderhalskræft osv osv. Måske ikke helt så firkantet, men det giver et meget godt billede. Så er det ligesom smidt på bordet og vi ved hvem man evt skal henvende sig til med mulige spørgsmål. 

Det er så skønt at det er så frit at tale om, her er der virkelig ingen alder, profession eller anden status. Vi har/er i samme båd og det knytter os sammen på et helt nyt niveau. 

Vi lander endelig på Lanzarote, efter en rigtig fin flyvning. 
Efter en del ventetid får vi endelig vores nøglekort til værelserne også går den vilde jagt på at finde værelserne. Ha! Det viser sig at det ikke var lige til. Vi finder endelig elevatoren, hvilket stinker for vildt af gyldetank – og det er ingen overdrivelse. For den stinker virkelig sådan. 

Nå men forvirringen er total, men til sidst lykkedes det. Nu var det også en del af nybegynderne der fulgtes ad. 😳😜

Herefter skal vi samles for lige at hilse på hinanden og sige Hej til instruktørerne, efterfulgt af to lege i sandet for at bryde den værste tavshed. Det lykkedes ret godt. For det første vi skal, er at lege fra æg til supermand. Og som altid går det galt. 😜
Den er sikker hver gang. Også ligner man tilmed en knold når man skal udføre de forskellige niveauer efterhånden som man vinder i sten-saks-papir. Men sjovt var det. 

Vi slutter af med en rundvisning på stedet så det er lidt nemmere at finde rundt, hvorefter der er fri leg til vi skal ind og spise i restaurant Atlantico. Super lækker buffet. 
Godt mæt og træt af alle de nye indtryk og ikke mindst mødet med alle de skønne mennesker, har jeg trukket splitten og taget et langt og lækkert bad og krybet under dynen klar til at sove. Jeg skulle jo helst være klar til i morgen hvor der er morgengymnastik kl 8. 

2. Dag på La Santa 

Morgendagen startede med morgengymnastik kl 8 sammen med alle de morgenfriske mennesker. Det var noget af et syn. Tror vi var omkring en 70-80 mennesker der tossede rundt i pool området. Sjovt var det at se på. 
Dagen i dag har bare været booket op med diverse træningspas, så der har været nok at vælge imellem. Der har både været MTB træning for begyndere og øvede. Funktionel boldtræning, svømmetræning og slutteligt foredrag om myter inden for træning. 
Der er så meget at vælge igennem at det er helt svært at vælge, for vi alle vil gerne lidt af det hele, men må også være realistiske, for vi skal jo trods alt være her en hel uge. Men det er super fedt. Vi hygger os allerede rigtig godt med de forskellige træningspas. 
Vi spiser frokost sammen og om aftenen spiser vi på en af restauranterne på stedet og i aften blev det til Pool bar restaurant. Rigtig fin mad. 

Efter maden var vi nogle stykker fra ungkræft der sætte os op i green baren og drak lidt drinks og øl. Det var super hyggeligt. Der blev grint meget, men tror mest det var fordi vi var så mega overtrætte og lidt høje over at vi havde kunnet så meget forskelligt. 

Alt i alt en rigtig lækker dag med masser af træning og god stemning. 
Fortsættelse følger….
 

Continue Reading

Nu gik det lige så godt – og 2 forskrækkelser senere

Nu er der snart gået 3 uger siden jeg fik sidste kemo tur. Og shit hvor har jeg været træt (og er det stadig) og når jeg siger træt, så er det ingen overdrivelse. Jeg sov stort set fra fredag, efter kemo, til søndag morgen hvor jeg kun stod op for at spise og besøge toilettet. Det adrenalin der har kørt rundt i min krop de sidste rigtige mange måneder, mistede pusten som en prinsesse ballon fra Tivoli. 
Desuden blev jeg også hårdere ramt af kvalme end jeg har været tidligere. Og det eneste der hjalp var at sove. Jeg kunne ikke engang spise mig fra den, hvilket var virkelig frustrerende. Er ret glad for at jeg ikke har været påvirket på den måde de andre gange jeg har fået kemo. 

Mandagen efter begyndte det at gå lidt bedre. Jeg var stadig træt og overskuddet var ikke blevet voldsomt større, men kunne fungere lidt bedre og benene var også okay. Hvis det så bare havde været vejr til en gåtur eller deslige så havde det været perfekt. Men blev da færdig med min serie på viaplay, så nu er der lukket ned for den virtuelle verden for en stund. Eller det vil sige – det troede jeg. 
For bedst som jeg kunne mærke at styrken kom igen til benene og den nye cykel (endnu en til samligen – kan snart åbne en cykelshop 😜) kunne blive luftet. Så endte det altså med at jeg måtte overnatte på hotel Herlev med akut forstoppelse – igen 🙄🙄 Netflix/Viaplay blev endnu en gang taget i brug. 
Det startede torsdag aften (ugen efter kemo) hvor jeg var hjemme hos min veninde fra gymnasiet og spise med resten af flokken af tøser fra gymnasiet. Super hyggeligt, for der går nu alligevel lang tid imellem at jeg ser dem. 
Vi spiser noget lækkert mad, som baby-mor har bikset sammen, og ikke mere end en time halvanden efter kan jeg bare mærke at den var gal. Som jeg har beskrevet i tidligere indlæg, så har jeg en forhøjet risiko for at få forstoppelse. Det var præcis hvad der var los der. Så da klokken er blevet hen mod de 21 må jeg trække splitten og tage hjem. Der går ikke meget mere end et par timer så er helvede løs. 
Mavesækken bliver vendt på vrangen indtil jeg ikke kan holde smerterne ud og må ringe efter sygetransport, efter instruks fra riget.

Også bliver hele cirkusset sat i gang. CT scanning, røntgen billeder. Indtagelse af kontrastvæske – hvilket smager så umådelig klamt. Så ulækkert! Endnu flere røntgen billeder senere og maven kommer endelig i gang. Har været fastende i 36 timer på dette tidspunkt. De havde ellers truet med operation hvis ikke det blev bedre. Så jeg er taknemmelig. 
Jeg må endelig komme hjem – overtalte lægen til at slippe mig løs en dag før tid. Ja tak. For var ikke videre imponeret over at tilbringe en overnatning mere på Herlev. 
Nu sidder jeg så her, næsten 3 uger efter sidste kemo og 1.5 uge efter forstoppelsen, i haven og nyder at solen og varmen finally er kommet til DK. 
Dog lige hjemvendt fra Herlev (endnu engang). For i morges begyndte jeg at kaste blod op, så måtte ringe 112, efter restriktioner fra riget. Dog var det ikke mere akut end at vi stille og roligt kunne bevæge os mod Herlev uden blink og sirener.

Men heldigvis holdte jeg op med at kaste op og maven kom også i gang af sig selv. Så det blev heldigvis ikke, til så mange timer, på Herlev – denne gang, og slap med en forskrækkelse af de lidt større, med forklaringen at jeg med stor sandsynlig havde fået lavet en rift i spiserøret hvilket var skyld i at jeg kastede blod op. 
Det er virkelig ikke en dans på roser at komme tilbage til livet når kroppen bliver ved med at spænde ben for en. Plus at jeg er mega ivrig for ikke at gå glip af en eneste soltime, og naivt forventer at jeg kan gøre alt på normalt niveau, nu hvor jeg er ude af kemoen. Jeg må lytte til kroppen og tage det hele i et lidt langsommere tempo, så er jeg sikker på at det nok skal gå bedre fremover. 

Continue Reading

Når tiden går for langsomt

Nu er der kun 4 dage til det er sidste kemo-torsdag! SIDSTE!?! det er alt for vildt at tænke på. Shit hvor er tiden blevet af – hvor er de sidste 2 år blevet af? Og kan jeg endelig komme til at leve mit liv, eller kommer der endnu et bagholdsangreb fra cancer terroristerne? Hvor lang tid går der før jeg kan leve normalt sådan både mentalt og fysisk? Er der en opskrift på hvornår jeg skal leve livet, eller hvordan jeg skal leve livet? Og hvad nu med det dersens dating? Skal jeg vente til at jeg har fået hår på hovedet – eller er det ligegyldigt?

Skid hul i det – jeg gør lige hvad der passer mig. Tager en dag af gangen. Og dater allerede! HA! Man kan hvad man vil 😉 Med og uden hår.

Derfor har jeg besluttet mig for at begynde at leve livet, en uge efter sidste kemo. For så burde de værste bivirkninger være forsvindet. BUM! Det er det jeg gør. Til den tid er det desuden også blevet starten af maj, og det betyder KÆMPE lækre begivenheder for mig!?!

Jeg får endelig min lejlighed – et sted der er mit eget. Med den lækre bonus at der kommer helt nyt køkken i. AWESOME! Jeg er taknemmelig for at jeg har kunnet bo hos min fars kusine siden oktober. Men nu er det vist også på tide at jeg får mit eget. Det tror jeg vi begge er enige i. Så jeg kan få mine nye rutiner kørt ordentlig ind, så jeg kan få en “normal” tilværelse, hvor jeg ikke skal tage hensyn til andre end mig selv. Desuden bliver det som at åbne julegaver, når jeg skal åbne mine flyttekasser, for har ikke været i dem i over et år. Det bliver spændende 😉

Hvis kommunen godkender det, skal jeg på en uges rekreations ophold på Club La Santa, med en masse andre super seje mennesker, der også har cancer på deres CV. Det bliver en vild oplevelse. Har nemlig allerede fået en tilskudsplads gennem UngKræft. Så kommunen har bare at godkende det.

Den helt store ting der også sker i maj, vil jeg ikke afsløre endnu, der må i være tålmodige lidt endnu 🙂

Men selvom jeg nu kan sidde og sige at tiden er gået hurtigt, og virke enormt overskudsagtig, så har tiden virkelig også gået langsomt, og specielt den sidste uge har været sløv – meget sløv. Og de næste 4 dage bliver ingen undtagelse. Samtidig med at jeg glæder mig helt ustyrligt til torsdag, for så er det snart overstået, så er jeg ikke helt tilfreds med tanken om at skulle have skudt gift i mine åre. Tiltrods for at kemoen har været min bedste ven de sidste 4 måneder. Det er en splittet følelse.

Jeg er så tæt på målet at jeg virkelig godt kan begynde at mærke hvor træt jeg er, og hvor meget jeg har kæmpet de sidste to år. Jeg er træt – meget træt. Hvis jeg kunne sove de næste 4 dage væk, ville jeg gøre det. Den styrke jeg har haft de sidste 2 år, og specielt de sidste 4 måneder, er ved at være brugt op. Jeg trænger BIG TIME til at komme tilbage til livet, til luksus problemer, fest livet, livet i det hele taget. Livet med hår på kroppen! Jeg burde næsten holde en hårrejsende fest! Haha! Og der er ingen tvivl, det bliver en sej kamp at komme tilbage til livet. Livet udenfor rigets trygge rammer, lægernes overvågning og en rask tilstand. Det bliver nyt og skræmmende, men med en masse dejlige begivenheder i sigte, glæder jeg mig til at komme ud i solens stråler, at kunne lukke porten til cancer universet, og forhåbentlig aldrig at skulle åbne den port igen.

Livet kan pludselig blive meget skræmmende, men jeg er virkelig klar. Træt med klar. Kan slet ikke vente, men tiden går for langsom.

Continue Reading

“I lort til knæene!” – fuck

Når man nu bliver udstyret med sådan en smart funktion som en stomi, så må der alt andet lige, følge både nogle meget flove, intime og meget grineren situationer ud af det. Det kan godt være at man ikke lige kan grine af det med det samme, men jeg er kommet skridtet videre, hvor jeg ikke længere tuder, når jeg skal skifte/rense stomien. For mig er det en kæmpe sejr!
Nå, men fordi jeg er i gang med kemobehandling, får jeg denne famøse kvalmepakke med piller med hjem, som jeg skal tage de efterfølgende dage efter kemoen. Disse skal forhindre mig i at få kvalme, og det er lykkedes ret godt indtil videre.. “Knock on woods”.
Og så er der lige det der MEN… der er en ret stor bivirkning ved pillerne, og det er nok bare det værste når man har stomi, eller det tænker jeg det er, for oplevede det ikke første gang jeg fik kemo, og der havde jeg ikke stomi. Anyways, til sagens kerne, så oplever jeg så voldsom forstoppelse af de her piller, at det til tider kan være så voldsomt, at jeg bliver indlagt. Så det er bestemt ikke noget der skal negligeres. 
For at undgå at jeg får forstoppelse af pillerne, tager jeg derfor en del afføringsmiddel de første par dage efter kemo. 
Hvad skete der så lige? Jo altså; Den nat det gik ud over en ellers skøn nattesøvn. 

Jeg vågner natten til fredag, omkring kl 03:00, med en pose der er så udspændt og totalt fyldt, at det gør lidt nuller naller i huden. Jeg står op, og bliver nødt til at holde på posen, for at være sikker at på den ikke pludselig skal slippe sit tag, på pladeringen (altså der hvor posen er klikket sammen med lukkemekanismen på pladen).

Jeg får slæbt mig ud af sengen, og har retning mod toilettet, virkelig træt og lidt svært ved at vågne helt. Men jeg kan jo nærmest rutinen i søvne, så tænker ikke videre over at åbne øjnene helt.
Da jeg har en lukket stomipose på, bliver jeg nødt til at skifte hele posen, men lige præcis denne nat kl. 03.03, ænser jeg ikke at jeg har nogle trusser på, hvor elastikken er ikkeeksisterende. Grunden til at det er et problem er, fordi jeg altid hænger affaldsposen i elastikken, for ikke at spilde på mig selv eller gulvet!
I har måske allerede regnet ud hvad der efterfølgende kommer til at ske. Ja tak …

Da jeg dumper stomiposen – fyldt til renden med flydende afføring – ned i affaldsposen, har den ikkeeksisterende elastik ikke spændstighed nok til at holde posen oppe, som så falder fra en højde på 1 meter isch, ned mod badeværelsesgulvet, med åbningen på vid gab. Fuck!

Lort.. ja det var det! Nu ligner badeværelset en halvdårlig mordscene fra en god splatterfilm, der er ved at blive udspillet på terasso-gulvet, kl. 03:04 om natten, blot med lort i stedet for blod! 

Kan og vil slet ikke starte med at beskrive, hvor ulækkert det var.

Så der står jeg med alle mine talenter, smurt ind i lort på benene, og det meste af både gulv og toilet er ligeledes indsmurt i den flydende substans.

Kl er 3 om natten, jeg er mega træt efter at have fået kemo i 10 timer, og min første tanke er bare “fuck det er fandme klamt”. Jeg kan næsten ikke overskue tanken om at skulle rode rundt på et koldt badeværelsesgulv. Jeg vil allerhelst gerne ind og sove videre, glemme det hele og bare håbe på at den gode toiletfe har gjort det hele rent, når jeg vågner dagen efter.

Hvorfor findes den toiletfe egentlig ikke?! 

Ok,der er ikke andet for end at komme ned på alle fire og ellers bare gå i gang med den store hovedrengøring – i bedste Askepot-stil – dog var jeg på ingen måde ligeså yndefuld som hun er.

Aldrig har jeg følt mig så ussel og klam. Det var virkelig bare ud over det hele. 

Men shit, hvor jeg har grint nogle gange af den oplevelse. Det var virkelig komisk og så typisk mig, når jeg er træt og selvfølgelig tror jeg at jeg har de trusser på, som jeg ved kan holde en noget tung pose med lort. 

Selvom stomien har været med til både at redde mit liv og give mig en funktion i livet der gør, at jeg kan gøre lige hvad jeg vil, så kommer den ikke uden komiske og virkelig flove indslag fra tid til anden.

Continue Reading

“Kemo-torsdag og Bertha”

Så er det blevet kemo-torsdag og stalkeren Bertha er troligt tilbage. 

  
Det betyder også at lyset for enden af tunnellen, er blevet forvandlet fra et modkørende godstog, til en åbning og sollys. Det er nemlig 5 og næst sidste serie af kemo stoffer der bliver skudt i årerne på mig. 

Jeg kan slet ikke beskrive kraftigt nok, hvor meget jeg glæder mig til at være færdig. Hvor meget jeg ser frem til at skulle begynde livet igen. Men shit det skræmmer mig også helt vildt. Sidste gang jeg var færdig med behandling, altså tilbage i 2014, der glædede jeg mig lige så meget, men der slog livet benene væk under mig. Det hele vendte sig pludselig 180 grader, fra at være fantastisk og taknemmelig, til at være forfærdeligt og skræmmende. Jeg havde slet ikke gjort op med mig selv, hvad det egentlig betød at komme tilbage til livet, hverdagen og mennesker, som vel og mærke ikke var læger og sygeplejersker der ser efter en og passer på en. Hele sikkerhedsnettet var rykket væk under benene på mig. 

“Hvordan er man menneske og “normal” igen? Vil folk stadig se mig som hende med kræft? Hvor meget berøringsangst vil der være? Ser de skævt til mig hvis jeg ikke opfører mig som jeg plejer? Har jeg forandret mig meget eller slet ikke? Kan man blive paranoid af at have haft kræft? Jeg har hørt om nogle som fik depression af at komme ud fra syghusets trygge rammer. Shit kan det virkelig ske?”

Det var nogle af de tanker der kørte rundt efter sidste omgang, og det er skræmmende, for hvad nu hvis de kommer igen? 

Men denne gang skal det være anderledes. Jeg er mere mentalt med på hvad der kan ske og hvilke signaler jeg skal gå efter. Jeg har sat mig nogle mål efter sidste kemo, for at holde fast i det der gør mig glad. Jeg får tilmed nøglerne til min nye lejlighed, den skal males og gøres fin. Indrettes og tages i brug. Jeg kan slet ikke vente. 

Jeg træner og er i ret god form, trods min omstændighed. Jeg skal cykle tøserunden på 112 km, til juni. Til juli skal jeg starte langsomt op på arbejde igen. Til august skal jeg deltage i KMD 4:18:4. Så der er sat forskellige milepæle, for at gøre overgangen fra patient til menneske mere overkommelig. Jeg er fortrøstningsfuld og sikker på at det hele nok skal gå. Jeg tager en dag af gangen også tager jeg det efterhånden som det kommer. 

Jeg kan ikke gøre så meget andet, end at være positiv og prøve at få det bedste ud af en ret så urimelig situation. 

Continue Reading

“Illusionen om dig og det at give slip”

Jeg har på ingen måde lyst til det her og det er virkelig svært for mig. Men jeg bliver nødt til at give slip på dig en gang for alle. Det er ikke fordi jeg er forelsket i dig eller ønsker vi skal være kærester igen, men fordi jeg bliver ved med at holde fast i illusionen om dig. Illusionen om at du vil give mig opmærksomhed og omsorg. Jeg finder på åndssvage ideer, så jeg har en undskyldning for at se dig eller skrive til dig. 
Du er illusionen om en kærlighed jeg troede aldrig ville dø. Du er illusionen om en simplere tid. Du er illusionen om en person som jeg så inderligt håber på vil være villig til at krybe under dynen sammen med mig, bare så jeg kan få lov til at holde om dig. Falde i søvn sammen som vi gjorde da vi var kærester. Bare en gang til, så løser det nok det hele. Selvom det helt tydeligt vil få den modsatte effekt. 

Jeg er ikke i tvivl om hvordan det her lyder og hvor meget det virker som om jeg fornægter min kærlighed til dig, men det hele bunder i at jeg er så voldsomt ensom til tider pga. min sygdom, og kommer derfor til at sætte nogle urimelige krav til dig som person, uden du aner noget om det. Jeg håber bare allerdybest inde at du kan mærke at jeg ønsker din nærhed så voldsomt. 

Da jeg fik at vide at jeg var uhelbredelig syg og vi ikke vidste om behandlingen ville virke. Begyndte at jeg tænke praktisk i forhold til testamente, begravelse osv. for at gøre den proces nemmere hvis det skulle få det udfald. Men først og fremmest var det tanken om dig der kom op. Tanken om hvad jeg skulle sige til dig på mit dødsleje, kunne jeg ikke få ud af mit hoved. 

Illusionen om at du i bedste “Notebook”-stil, vil sige til mig at du aldrig stoppede med at elske mig. Illusionen om at du ville komme og sige farvel. Illusionen om at jeg aldrig var glemt fra dit hjerte, selvom jeg ikke er sikker på du nogensinde elskede mig helt oprigtigt.

Continue Reading

“…det bliver en midlertidig stomi” – del 2

Da jeg endelig kommer op på stuen igen, efter at have været en rum tid på opvågningen, venter min familie og venner i vildt spænding, og det er vel at bemærke, ikke af den gode slags. For det blev til samlet 6 timer. Så jeg kan virkelig godt forstå at min familie og venner har været ude af den undervejs, for de er ikke blevet underrettet om hvad der er fundet, og er derfor intetanende lige som jeg selv.
Jeg er helt oppe og køre og er glad, for jeg har ingen smerter. Adrenalinet kører for vildt rundt i kroppen på mig – så kan vi vist tale om humørsvingninger, fra den ene yderlighed til den anden. For selvfølgelig har jeg ingen smerter for jeg er virkelig dopet til den helt store guldmedalje. 

Jeg ved ikke selv at det har taget længere tid end planlagt, det er først noget jeg får at vide da jeg bliver taget imod på stuen, af en ikke så tilfreds fansscare. 

Dagene efter kommer kirurgeren, en gynækolog, en patientkonsulent, samt en Stomisygeplejerske for at tale med mig om hvad der er sket.

Kirurgeren er den første der kommer ind og forklare på bedste lægesprog hvad fanden det er de har gjort ved mig. 

Han fortæller så de triste nyheder at de fandt mere end forventet og mine bange anelser desværre blev sande. Jeg synes jeg forstår meget godt hvad det er han prøver at fortælle mig, og midt i det hele meddeler han, meget henkastet, at de har valgt at fjerne mit underliv, da de havde mig åben, for at kunne fjerne så meget kræft som muligt. Dette var gjort i samråd med gynækologen og min kræftlæge. Min eneste kommentar til dette var bare “mindre detalje”.

Dette er også dagen, jeg første gang, får lov til at se hvad de har gjort af fysiske tiltag på min krop. Jeg er meget skræmt over at se det kæmpe store ar der går lodret ned over maven, plus stomien der giver en ekstra bule på maven. 

De efterfølgende dage, er det meget vigtigt at jeg kommer op og går og begynder at følge mere og mere med, når sygeplejerskerne skal skifte min stomi. Det sidste kom der til at gå ret lang tid med, for jeg kunne, og ville på ingen måde se på den eller accepterer at den var der. Selvom jeg så brændende ønskede den inden, for at slippe for smerte helvedet, blev det pludselig noget andet når den pludselig sad der midt på maven.

Det var som om jeg ikke havde forstået på forhånd, hvad det gjorde ved mig og mine tanker, omkring denne forandring. Men kan man også sådan rigtigt, sætte sig ind i det, før man sidder med lorten i hånden?

Desuden kunne jeg ikke holde stanken ud når de skiftede den. Jeg følte mig så ulækker og blottet på værst tænkelige måde. Det var frygteligt, og der gik nogle måneder før jeg kunne skifte den selv uden at bryde tudende sammen hver eneste gang. For hvem ville nogen sinde kunne elske mig med en pose lort på maven. 

– Det skal dog siges at det er blevet meget nemmere i dag, efter at have forstået og accepteret at den har en funktion og at den har været med til at rede mit liv, og tilmed har gjort mig smertefri, har gjort det hele meget bedre.

Selvom jeg har været på randen til sammenbrud omkring det hele, så har jeg aldrig opgivet håbet om at det blot er et bjerg på vejen, til et langt og bedre liv. Forhåbentlig med en masse kærlighed og hvem ved – børn. Selvom jeg ikke kan få dem selv længere, så kan min fremtidige kone forhåbentlig. 

Continue Reading

“…det bliver en midlertidig stomi” – del 1

Så blev det tid til at tale med kirurgerne på riget om det forestående indgreb, nu hvor de ved hvor kræften sidder. Jeg kommer ind til dette møde, med stor entusiasme, da jeg ved at det er dette indgreb der skal gøre at jeg bliver smertefri, hvilket jeg på dette tidspunkt, ikke har været i ca. 2 måneder.

Han fortæller mig, at de på scanningerne kan se at kræften ser ud til at være indkapslet. Hvilket er en rigtig god ting, for det gør at de kan lave et “rutine” indgreb, hvor de fjerner den del af tarmen, hvor kræften sidder. Give mig en midlertidig stomi, som skal sidde i ca. 3 måneder, og derefter kan de sætte tarmen sammen igen. 

Jeg er taknemmelig for at høre dette, for det er til at rumme, at det blot kan gøres på denne måde.

Men alligevel er jeg skeptisk, for min mavefornemmelse siger mig noget andet. Og den har desværre ikke taget fejl endnu. Jeg taler med kirurgeren omkring mine bekymringer, og han kan selvfølgelig ikke love mig noget, men han var ret sikker på at det blot er hvad de kan se på scanningerne. 

Det bliver mandag d. 12 oktober 2015. Det er denne dag jeg skal på operationsbordet og ser virkelig frem til et liv uden smerter og blødende afføring.

Operationen tager 3 timer isch, eller det vil sige, det gør den normalt. Men som min mavefornemmelse rigtig nok sagde, så var det ikke bare lige til. 

Det viser sig nemlig, da de får åbnet mig op og får kigget på det, at der ikke kun er kræft der hvor de kunne se det på scanningerne – men alle andre steder også! 

Der sidder en metastase på omkring 4-5 cm ovenpå min livmoder. Det sidder op af bækkenvæggen, så han må skrabe på mine knogler for at få det væk. Der er en mindre tarmslyng (den forsnævring jeg skrev om i det forrige indlæg), hvor der også findes kræft i. De finder også et mindre hul på min tarm. Og for at det ikke skal være løgn, så viser det sig, at det de kunne se på scanningen, er større end først antaget og slet ikke indkapslet som forventet. 

Da operationen er færdig vækker de mig nede på operationsbordet, og det første jeg spørger om er: 

“har jeg fået stomi?” 

Det siger de JA til.

Næste spørgsmål,  

“hvilken type?” 

Det er en kolostomi, får jeg at vide. (Hvilket i min verden, er den bedste at få – når nu det skal være). Så kommer det essentielle af det hele; 

“er den permanent eller midlertidig?” 

Det vil de ikke svare på og siger at de kommer op og taler med mig dagen efter. Også knækker filmen for mig, og jeg begynder bare at tude helt vildt.  

Jeg kan ikke rigtig sige hvorfor jeg knækker sammen, eller hvad det er præcist der kører gennem hovedet på mig, men et eller andet har i hvert fald kørt på højtryk på øverste etage, under og op til operationen. 

Continue Reading