De efterfølgende uger – del 2

Jeg kæmper med en del smerter efter indgrebet og når det kommer til smerter, er jeg blevet den største piveskid. Så om det bare er en blodprøve der skal tages så gør det fandme bare nas! 
Den efterfølgende uge, efter indgrebet, (om torsdagen) skal jeg til min første samtale før kemo start. Ja det var ikke en fest. Kan faktisk ikke rigtig huske særlig meget af samtalen, andet end at jeg skal have en ny tilskudsseddel til paryk, for den gamle seddel har jeg smidt ud. 
Havde på forhånd besluttet mig for, at denne gang skulle der en paryk på banen, så jeg forhåbentlig kunne føle mig som et “normal” menneske når jeg lystede.

Det er så her det begynder så småt at gå op for mig at jeg ikke kommer ud at rejse, hvilket resulterer lidt i at jeg går lettere (læs: meget) i panik over at jeg rent aktivt skal sætte mig ind i at afbestille min flybillet. Fuck så skal jeg også have skrevet til mine kontakter Down Under at jeg ikke kommer afsted – shit jeg skal også have afbestilt min reservering på hostel i Melbourne. Og hvad fanden skal der ske med min indtægt når jeg ikke længere bliver lønnet fra mit arbejde. Hvordan søger man sygedagpenge? Kan jeg leve på sygedagpenge? Kan jeg beholde min bil? Hvad fanden skal der ske med mig?
Ja et spørgsmål kommer sjælendt alene, men skubber det med sygedagpengene væk ret hurtigt, da jeg får at vide at jeg egentlig vil overgå automatisk, i systemet, idet jeg stadig er sygemeldt fra mit arbejde. Så det bliver skubbet væk, til jeg har overskuddet til at gå mere ind i det. 

——————-

Det bliver første kemo dag, og jeg møder som sædvanligt op på riget, men denne gang er det fandme ikke med helt samme overskud, mod og blod på tanden på at slå kræften ihjel. Jeg er på ingen måder klar til at få smerter, kvalme, akut forstoppelse og hvad der ellers kan finde på at komme i kølvandet af kemo stofferne der bliver skudt i årerne. For slet ikke at nævne at stalkeren Bertha er tilbage, og fuldtidsstilling som kræftpatient er trådt i kraft ! – igen !

Den følelse som kører igennem kroppen på mig, er så sindssygt svær at tale om, for jeg føler jeg har givet op. Føler mig fanget i min egen krop og fanget i et frygteligt system. Jeg ved godt rationelt at det er en midlertidig tilstand, skal nok fange essensen igen, men lige nu kan jeg slet ikke se det er muligt. Jeg føler mig mentalt allerede halvdød med et ben i graven. 
Samtidig med at jeg er mentalt træt og virkelig ikke orker det her cirkus igen, så kommer der et meget lille lysglimt på vejen. 
Med frygt for at det bliver for teknisk, skal jeg prøve at forklare det kort og præcist. Jeg får et antistof der hedder avastin. Dette avastin, kapsler kræftcellerne inde, således at de har sværere med at sprede sig. Men.. men.. men.. det er også dette stof der giver mig de fleste og værste smerter. Da jeg fik det tidligere på året, kunne jeg næsten ikke gå dagene efter kemo, så ondt gjorde det i muskler, knogler og led – i hele kroppen. AV! Som i mega AV!

Men det må jeg ikke få nu. (Det er der en lang teknisk forklaring på hvorfor jeg ikke må, men det bliver sq for tørt, så det er bare sådan det er lige nu).

Men det gør at jeg allerede nu kan ånde lidt lettet op og samtidig være lidt bekymret. Det er et underligt ben at stå på og endnu en bekymring oveni alt det andet. For virker kemoen så lige så godt, når den ikke har det skjold med sig?

You may also like

8 kommentarer

  1. Jeg får altså bare lyst til at give dig en KÆMPE krammer. Jeg sender dig alle mine varmeste tanker og håber på alt det bedste for dig ❤️ Jeg får lyst til at sige at du må endelig sige til hvis der er noget jeg kan gøre. Et øre der lytter, en der køber 100 pakker kleenex hvad som helst, men du har sikkert folk der står i kø for at hjælpe

    De bedste tanker herfra

    1. Hej Nete
      Tak ❤️. En krammer kan jeg aldrig få nok af. Jeg har det bedste netværk man kunne ønske sig. Men en kaffe en dag kunne da være hyggeligt hvis du lyster ❤️
      Knus

  2. Kære Jeanette. Ord kan ikke beskrive hvor helt igennem uretfærdigt det er at du skal igennem endnu et kemoforløb og så nu!! Men du kommer igennem det!! At du formår at skrive om dine oplevelser, tanker og følelser viser din styrke. Knus B

    1. Det har hjulpet mig ufatteligt meget at skrive det og råbe det ud til dem der vil lytte. Det bedste terapi der findes. Hvis du spørger mig.

  3. Åhhhh kære Jeanette ❤️❤️
    Kan godt forstå du er frustreret og har så mange spørgsmål, tanker og ting der skal gøres/ændres/aflyses…..erstattes…..med hvad ??
    Heldigvis kommer der også lyse tider som når du skal flytte ind i din nye lejlighed det blir’ SÅ godt

    Dejlige kusine ❤️ Du skriver helt fantastisk….& du får mig gang på gang til at tænke på Virkelighedens Verden….de bøger for det er MINDST ligeså godt, barskt og hudløst ærligt skrevet af dig og jeg tænker det er godt for dig at få det ud…dele det med os andre, for selvom vi er ude af øje og lidt længere væk er vi LIGE HER og følger dig …..her og i hjertet ❤️❤️❤️
    Du er den sejeste kvinde jeg kender Jeanette, min dejlige kusine❤️❤️❤️
    Har du egentlig overvejet at søge om ophold på Monte Bello, det er du i målgruppen for med alt det du har været igennem.
    Og sig til hvis du har brug for hjælp til at søge det….har nogle kilder
    Elsker dig Jeanette ❤️❤️
    KÆMP med hvad du har

    1. Tak søde skønne kusine. Det er så rart at læse dine kommentarer. Der er heldigvis lyse dage imellem de mørke. Så det skal nok blive godt igen på et tidspunkt. jeg har ikke søgt om Monte bello, og kan heller ikke pt da jeg er i behandling. Men var jo på la Santa, som er lækkert i den forstand at det kun er kræftramte. Monte bello er alle typer. Ikke at det er dårligt, men det er ikke altid nemt ikke at være i samme båd, hvis du forstår hvad jeg mener. Men måske skulle jeg genoverveje det når jeg er færdig med behandling.
      Elsker også dig skønne kusine.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *