De efterfølgende uger – del 1

Jeg er en smule tungnem efter den her besked jeg fik hos lægen at det først går op for mig nogle dage senere at jeg skal scannes efter 2 serier kemo, da de skal være sikre på at kemoen virker. FUCK! Kan jeg risikerer at det ikke virker – Shit!!!! Tilmed fatter jeg også først her (nogle dage senere) at jeg skal have mere end 6 serier kemo, jeg magter det ikke, jeg føler ikke jeg har mere at give af. Jeg er så sindssygt mentalt træt, at det virker håbløst. 

Jeg går stadig rundt i en boble af chok over hvad det er der er sket og kan ikke rigtig forstå hvad det egentlig betyder sådan helt præcist for min rejse eller for min krop. 

Hvorfor blive ved, hvis det ikke engang virker. Og hvordan fanden får jeg løftet mig fra det her igen? Jeg kan ikke mere. Kommer jeg nogen sinde ud og rejse? Kan jeg komme igennem kemo så smertefrit som jeg har gjort indtil videre? Kan min krop overhovedet klare det? Er den blevet immun? For helvede hvor jeg dog bare hader den her lorte sygdom som allerede har stjålet over 2 år af mit liv, og lige i den her alder hvor veninderne begynder at arbejde sig op af rangstigen på arbejdet, eller køber hus, bliver gift, får børn, ja alle de naturlige ting der sker når man har ramt de 30 (hvis det ikke er sket før). Hvad sker der med mig, jeg står igen stille på paronen og ser toget kører forbi med 110 i timen. Det er så pisse uretfærdigt, hvad fanden har jeg gjort for at skulle fortjene det her? Og nu er jeg tilmed lige blevet så langhåret at jeg ikke længere ligner en der er syg!?!

————————-

Jeg bliver ringet op af lægen nogle dage senere, hvor hun gerne vil sikre sig at jeg forstår hvad der skal til at ske. Nyrerne skal aflastes og det skal de hurtigst muligt, for ellers kan jeg ikke få kemo. Hun har bestilt en tid til at få testet mine nyrer, fordi de vil sikre sig at scanningsbillederne ikke lyver omkring nyrernes tilstand. 

Da jeg kommer ind på riget, den efterfølgende onsdag (red. efter lægesamtalen) skal jeg have en mere udvidet nyrerfunktionsundersøgelse end jeg har prøvet før. Og dagen efter vil jeg få svaret. Jeg bliver ringet op igen, og det er som scanningen viser, de er overbelastet og jeg skal derfor have lagt et nyrerkateter (indvendigt) i begge nyrer. 
(Det, det betyder er at mine urinvejsledere er på sin vis “kalket” til – lige som et rør der er tilstoppet (ja det var den beskrivelse nyrerlægen brugte) så kan vandet jo ikke komme igennem med samme tryk som normalt og derfor vokser nyrerne og dermed bliver de klemt). 

Dagen er kommet hvor mine nyrer skal aflastes og det foregår HELDIGVIS i fuld narkose.
Efter indgrebet bliver jeg kørt tilbage op på min stue og lægen kommer op og taler med mig, hun fortæller mig at det lykkedes, men også kun på et hængende hår. Der er noget gevækst i min blære, hun kan ikke fortælle mig hvad det er, men hun er meget positiv over at jeg skal igennem kemo, for hvis det er kræft der sidder der, så bliver det taget med den. WHAT THE FUCK! Hvorfor fanden tager man ikke en biopsi af det for at være sikker? Og endnu engang bryder min verden fuldstændig sammen, og jeg begynder at storvræle som jeg aldrig har gjort det før – i hvert fald ikke foran andre. Er taknemmelig for at min mor og søster var med. 

Lige pludselig var det så håbløst og døden kom meget hurtigt tættere på end jeg nogen sinde har givet den lov til før. Bliver jeg overhovedet 35? Kommer jeg til at se mine niecer blive konfirmeret, ja i det hele taget vokse op? Fuck det er noget lort. 

You may also like

7 kommentarer

  1. Du skriver så flot søs. Det nogen gange svære end andre at læse dine indlæg. Men hvor jeg stolt af at du “tør” sætte ord på alle de ting du går gennem. Du fadme den sejeste jeg kender. Love you ❤️

    1. Love you sis ❤️❤️
      Jeg kunne ikke gøre det uden jer. Du er min klippe når de svære spørgsmål trænger sig på

  2. Det er godt nok noget af en fortælling, Jeanette! Du skriver rigtig godt og ærligt. Og jeg er helt enig med din søster: du er den sejeste – EVER

    1. Tak søde Signe. Ja det er noget af en fortælling. Jeg håber bare inderligt at vi kan fejre en sejr i 2017 Down Under ❤️

  3. Hej
    Vi kender ikke hinanden. Jeg kender din søster da min søn går i klasse med Julia .
    Sikke en trist historie den kan ikke andet en påvirke mig. Hvor er du god til at beskrive dine frustrationer . Jeg synes tit når folk i din situation fortæller at de romantiserer det. Jeg forstår godt du bliver gal ig siger hvorfor?
    Det spørgsmål har jeg også stillet mig selv mange gange.
    Jeg fik 3 blodpropper med 9 mdr mellemrum. I 2010&2011 min søn var 2 år. Og den ældste 15.ogto bonusbørn. En i hjertet og dn i hver lunge. Sp fik jeg slidgigt i knæ nakke. Og prikken over i’et er jeg fik fibromyalgi (smerter i centralnervesystemet .) smerter og træthed. Nok om mig det var blot for at give dig indblik hvorfor jeg forstår dig.
    Det er en lorte sygdom du er ramt af. Og sygdom rammer alle du kender. Den påvirker dem alle.
    Jeg håber det allerbedste for dig. Du virker sej. Tanker fra mig til dug.
    Kram marina (victors mor)

  4. Så stærkt skrevet!! Sidder her tilbage efter at have læst din historie, vi er samme alder, med den største knude i maven. Jeg er sikker på at du kommer afsted, nu ved jeg fra din søs at du er en stædig stærk rad, så hold fast i håbet! Og drømmen om at komme afsted. De bedste hilsner om bedring i sigte, din søs’gamle kollega og ven Ditte

    1. Hej Ditte
      Tak det er dejligt at læse din besked. Som en god veninde sagde til mig. Jeg må aldrig miste håbet, for så har de taget alt fra mig. Så jeg holder fast med næb og klør. Og nu hvor jeg har fundet det positive i først at rejse senere, kan jeg bedre accepterer min givne situation.
      Knus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *