Jeg var bare SÅ klar!

Dagen er kommet til at jeg skal have svar på scanningen om at kræften stadig holder sig væk, så jeg om 42 DAGE kan stå ude i lufthavnen på vej mod Melbourne Australien. Jeg glæder mig så sindssygt meget og ser vildt meget frem til at fortælle lægerne at jeg tager afsted og kan derfor først scannes til januar. Whoop whoop – det bliver kæmpe stort. Skal ned og surfe, score damer, sky-dive, mærke livet fra en lækker strand i Brisbane med en solstol klistret på ryggen med en drink i hånden eller et par vandrestøvler klæbet til fødderne. 

Jeg er bare så sindssygt klar til at give slip på kræften, give slip på blodprøver, kvalme, negative tanker og sorte huller, riget, læger, piller – you name it!!! Bare klar til livet uden sygdom. Jeg er udemærket klar over at kræften kommer igen på et tidspunkt, men det er underordnet lige nu, for jeg skal ud på min drømmerejse om 42 DAGE!!! Jeg kan slet ikke være i min krop af spænding over at skulle afsted. 

Glæder mig fuldstændig vanvittigt 

————————-

Jeg kommer ind til lægen og hun begynder at spørge mig om jeg har ondt i ryggen, siderne eller andre gener. Jeg kan kun sige nej, og blære mig med at jeg lige har fuldført en mini Triathlon KMD 4:18:4 fredagen forinden. Og tænkte at det var den eneste grund til at jeg var lidt øm i kroppen. 
Derefter fortæller lægen mig at kræften er tilbage og den er vendt tilbage aggressivt. Kræften er kommet retur som metastaser og er omkring 1.1 cm. Hvilken den er vokset på 4 mdr. fra sidste scanning. 
Jeg er lettere i chok og begynder bare at græde og forstår ikke helt hvad der lige er blevet sagt, og må spørge flere gange om jeg har forstået det rigtigt. Lægen virker rimelig bekymret for det her og vil gerne have mig i behandling hurtigst muligt, men kan ikke sætte mig i behandling før mine nyrer er blevet testet, da de ser ud til at være trykket. 

Jeg fatter ikke helt hvad der skal ske med mine nyrer, men jeg får foretaget en nyre undersøgelse som så viser at nyrerne skal aflastet (med et nyrekateter) for ellers kan jeg risikerer at nyrerne står af hvis de ikke bliver aflastet. (Pga at kemoen er så giftig)

Min søster og jeg tager hjem fra riget og jeg tager hjem til mine forældre for jeg kan ikke bære tanken om at være alene hjemme efter den her besked. 
Jeg ryger mildest talt ned i et sort hul og kan stort set ikke overskue konsekvensen og vil ikke se konsekvensen i øjnene og der går nogle dage før det går op for mig at jeg ikke kan komme afsted på min drømmerejse. Jeg skal også fortælle mine omgivelser at jeg ikke kommer afsted alligevel. Det er forfærdeligt og jeg prøver alt hvad jeg kan for at forstå hvad fanden der sker. Og hvorfor det sker nu. Hvis det var til januar var det fint, for så havde jeg været ude og rejse. Men NU….. NU!?! Jeg skal jo til at rejse. Har planlagt det meste, købt billet og står nærmest allerede i lufthavnen rent mentalt. Hvad fanden sker der for det! Det er så PISSE TARVELGT og MEGA URETFÆRDIGT!?! 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *