Om at tage sikkerhedsudstyret af

Jeg har fucking gjort det!!!! 😱😱😱😱
Nu kan jeg endelig afsløre min hemmelighed som jeg har holdt tilbage i de tidligere indlæg. 
Jeg har smidt badevinger og korkbælte og kastet mig ud fra 3 meteren uden sikkerhedsnet. Jeg har sagt mit job OP! Shit det var angstprovokerende. Jeg har smidt jobbet væk – dem som gav mig økonomisk tryghed mens jeg har været syg. De har været en KÆMPE hjælp for mig og min udvikling til at komme tilbage til livet. Dem har jeg valgt at slå op med. 
Hjemmefronten er også ved at skide grønne grise over det. 

Men hvorfor har jeg så valgt at gøre det? Jo det skal jeg fortælle jer. Jeg skal udleve en meget gammel drøm om at rejse rundt med rygsæk. Så det er blevet til 3 måneder, rundt i Australien og New Zealand, for at være præcis! Skal ned og besøge veninder jeg ikke har set i flere år. Prøve grænser af. Forhåbentlig komme af med “Jeanette der har kræft”- følelsen og finde de sidste brikker af mig selv frem igen. 
For selvom jeg har gjort alt for at bevare mig selv og min fornuft i hele det her helvede. Så er jeg blevet lidt mere forsigtig og introvert overfor nye mennesker. Synes ikke rigtig jeg har noget at tale om, med nye mennesker – som ikke handler om sygdom (hvilket jeg er ved at blive sindssyg af). Og den imødekommende del af mig selv, er jeg rigtig ked af at have “mistet”. Så jeg kaster mig ud for løverne, helt alene, med en rygsæk på ryggen også skal der ellers bare fyldes op på depotet for oplevelser, så jeg blandt andet kan få følelsen af at være mig selv uden kræft delen. Synes virkelig jeg er ved at være klar til det spring. Men for helvede hvor er det hårdt at skulle give slip på den del, for det har også været en kæmpe tryghed for mig. 
Jeg er kommet langt i min udvikling. Håret er så tæt/langt nu at jeg ikke behøver at have hat på ude i solen. Jeg har vasket mit hår med shampoo for første gang siden januar! Har barberet ben og arme for første gang i år! Det er den vildeste følelse at have. Andre der ikke har prøvet det, vil på ingen måde kunne sætte sig ind i hvor vild en følelse det er. Det er ubeskriveligt!
Følelsen af at være normal og kunne gøre de her ting velvidende at håret vokser ud igen om en dag eller to, eller at håret bliver fedtet om et par dage, er så fuldstændig fantastisk. Ubeskrivelig godt! 

Jeg døjer ikke længere med nogen form for forstoppelse. Jeg kan spise og drikke alt det jeg lyster. Lige meget hvad det er. Det gør ikke længere nogen forskel. 
For et år siden kunne jeg kun spise flydende kost hvis jeg overhovedet spiste noget. Det er så sindssygt at tænke på hvor langt jeg er kommet på det år. 

Så som billedet fortæller, så rejser jeg om 70 dage. Det bliver så skræmmende, men jeg har ikke tid til at gøre det i et langsomt tempo, for jeg ved ikke om kræften skulle finde på at komme igen, så hvis det ikke skulle være nu – ja så ved jeg ikke hvornår det skulle. 

You may also like

7 kommentarer

  1. Søs, jeg elsker at læse dine indlæg. Glæder mig så meget over at du skal leve din drøm ud. Jeg vil så meget komme til at savne dig, og glæder mig så meget til at høre om din oplevelse.. ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *