La Santa – del 2

3. Dag på La Santa


Så er der dømt ømme muskler, stive ben og tunge arme. Vi alle sammen går rundt og ømmer os og er lidt ynkelige når vi skal sætte os ned og rejse os op igen. Det er en fest, specielt velvidende at vi er stået op til endnu en hård træningsdag. 

Personligt har jeg kun været med på gå og løbeskole i dag, men det var fandme også hårdt nok i sig selv. Man bliver overrasket over hvor hurtigt ens energi depoter bliver brugt op når det ikke er så længe siden man er kommet ud af hhv behandling eller operation. Det er ikke skide nemt at hverken accepterer eller håndterer. Men så har vi hinanden til at give et kram eller et skulderklap til de små sejre og de bump der måtte være på vejen. 


Udover det har det været en dag ved poolen og tanning når solen tittede frem, for den er noget sparsom. Men når den så endelig er der, så er der også fuld smadder på. Når nu vi er ved vejret så er det perfekt til træning, men det er meget overskyet og vinden er kold, det er lidt ærgerligt. Men vi holder humøret højt alligevel.

Folk giver den max gas og får rykket så mange personlige grænser. Finder ud af at de kan løbe, hvor de faktisk ikke troede det var muligt. Det er sindssygt imponerende at være vidne til. 

Om aftenen spiste vi sammen og bagefter tog vi i green baren også var der quiz for hele MNR holdet. Det var vores bord så overhovedet ikke særlig gode til. Og endte også med at tabe, mega nederen, men vi fandt ud af at alt det vi evt havde lært i skolen om fodbold i 70’erne og 1800 tallets høje herre, ikke længere sad fast. Så så kloge blev vi da. Haha! 

4. Dag på La Santa

Dagen i dag er tung – meget tung. Vejret er dårligt. Det er koldt og det blæser ret meget. Kroppen er træt, drænet for energi og kan dårligt komme i gang. Der er flere af de andre der allerede er godt i gang med trail løb eller 5 kamp og jeg kan dårligt komme ud af sengen. 

Man kan godt mærke på hele flokken at de ligeledes er mærket af de sidste par dages hårde arbejde. Det hele går en lille smule langsommere og vi skal lige i gang. 

Jeg har bare set frem til denne dag, for det er i dag vi skal ud på racercykel. Det har jeg virkelig glædet mig til for det er virkelig min ting – landevejscykling. Nærmere bjergcykling, viste det sig dog. 

Vi mødes og bliver delt i to hold. Dem som gerne ville tage en lidt mere rolig tur på ca 20 km og dem som gerne ville give den gas på en længere tur på ca 40 km. Og den skulle jeg selvfølgelig med på. Det skulle blive fedt at komme ud på cyklen igen og ikke mindst ud på bakkerne. For det er det jeg rigtig godt kan lide. 

Vi starter og alt er godt, eller i hvert fald den første km for vi starter rimelig hårdt ud med en rimelig lang stigning og jeg kommer til, meget hurtigt, at danne bagtrop. Bestemt ikke noget jeg er tilfreds med – på ingen måde. Jeg er ikke den bedste rytter men heller ikke den langsomste. Eller sådan plejede det at være. 

Der går præcis 1,5 km også rammer jeg den vildeste mur. Og bryder helt sammen, hvad fanden sker der. Er tæt på i bedste Bjarne Riis stil at kaste min cykel ud i rabatten i ren frustration. Jeg plejer at kunne uden problemer. Men det kan jeg pludselig ikke længere. Kemoen har taget kræften, men den har fandme også tilladt sig at tage den energi jeg plejer at kunne kaste i pedalerne. Den er svær – meget sværd at sluge og ikke mindst at accepterer og håndterer. 

Heldigvis er der en af instruktørerne der er der hos mig og tager en hurtig beslutning om at vi tager den modsatte vej af den korte rute og kan derfor kører i mit tempo og vinde energien tilbage i benene uden jeg skal se ryggen på de foranliggende ryttere forsvinde i horisonten. 

Det ender med at jeg får energien meget langsomt tilbage til mine ben også begynder det at virke for mig. Nu triller det og der er godt tråd i mine ben, overskuddet er ligeledes også kommet lidt retur, til at kunne overskue at tage turen på 20 km i stedet for at give op. 
Uden den eneste tro på at det kunne lade sig gøre, gør jeg det umulige og får cyklet 20 km i bakket terræn og kommer i mål helt smadret i kroppen, men så meget veltilfreds og stolt, at jeg slet ikke kan begynde at beskrive det godt nok til at kunne forstå. En kæmpe sejr for mig personligt. Er så stolt af mig selv. 

Jeg ville ikke have kunnet gøre dette på egen hånd. Hvis det ikke havde været for de helt igennem skønne instruktører og vidunderlige Ungkræft familiemedlemmer, var jeg ikke kommet helskindet igennem denne dag. Havde ikke kunne gennemfører 20 km på cykel, næsten svømmet 1 km efterfølgende for slet ikke at tale om at kunne rumme at spise middag med efterfølgende underholdning fra green team folkene på La Santa og disko om aftenen. 
Uden dem kunne jeg ikke have gået i seng udmattet og med et smil på læberne. 

Fortsættelse følger….

You may also like

4 kommentarer

    1. Er så glad for at du vil læse med. Det er dejligt at i også nu har mulighed for at være en del af forløbet.

  1. Puha det lyder lige som når jer er i haven den første forårsdag efter vinteren, så er jeg også helt radbrækket. Men menneskekroppen er helt unik – det man tror umuligt gør en stolt og glad. Godt for dig min pige at din vilje er så stærk. ❤️

    1. Med viljen kommer man sindssygt langt. Er glad for at du også kan følge med nu, selvom vi ikke taler sammen så ofte. Men det er vildt hvor meget man kan, så længe man tror på det. Og har nogle man kan læne sig op af når det bliver for svært at gøre alene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *