“Kemo-torsdag og Bertha”

Så er det blevet kemo-torsdag og stalkeren Bertha er troligt tilbage. 

  
Det betyder også at lyset for enden af tunnellen, er blevet forvandlet fra et modkørende godstog, til en åbning og sollys. Det er nemlig 5 og næst sidste serie af kemo stoffer der bliver skudt i årerne på mig. 

Jeg kan slet ikke beskrive kraftigt nok, hvor meget jeg glæder mig til at være færdig. Hvor meget jeg ser frem til at skulle begynde livet igen. Men shit det skræmmer mig også helt vildt. Sidste gang jeg var færdig med behandling, altså tilbage i 2014, der glædede jeg mig lige så meget, men der slog livet benene væk under mig. Det hele vendte sig pludselig 180 grader, fra at være fantastisk og taknemmelig, til at være forfærdeligt og skræmmende. Jeg havde slet ikke gjort op med mig selv, hvad det egentlig betød at komme tilbage til livet, hverdagen og mennesker, som vel og mærke ikke var læger og sygeplejersker der ser efter en og passer på en. Hele sikkerhedsnettet var rykket væk under benene på mig. 

“Hvordan er man menneske og “normal” igen? Vil folk stadig se mig som hende med kræft? Hvor meget berøringsangst vil der være? Ser de skævt til mig hvis jeg ikke opfører mig som jeg plejer? Har jeg forandret mig meget eller slet ikke? Kan man blive paranoid af at have haft kræft? Jeg har hørt om nogle som fik depression af at komme ud fra syghusets trygge rammer. Shit kan det virkelig ske?”

Det var nogle af de tanker der kørte rundt efter sidste omgang, og det er skræmmende, for hvad nu hvis de kommer igen? 

Men denne gang skal det være anderledes. Jeg er mere mentalt med på hvad der kan ske og hvilke signaler jeg skal gå efter. Jeg har sat mig nogle mål efter sidste kemo, for at holde fast i det der gør mig glad. Jeg får tilmed nøglerne til min nye lejlighed, den skal males og gøres fin. Indrettes og tages i brug. Jeg kan slet ikke vente. 

Jeg træner og er i ret god form, trods min omstændighed. Jeg skal cykle tøserunden på 112 km, til juni. Til juli skal jeg starte langsomt op på arbejde igen. Til august skal jeg deltage i KMD 4:18:4. Så der er sat forskellige milepæle, for at gøre overgangen fra patient til menneske mere overkommelig. Jeg er fortrøstningsfuld og sikker på at det hele nok skal gå. Jeg tager en dag af gangen også tager jeg det efterhånden som det kommer. 

Jeg kan ikke gøre så meget andet, end at være positiv og prøve at få det bedste ud af en ret så urimelig situation. 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *