“…det bliver en midlertidig stomi” – del 2

Da jeg endelig kommer op på stuen igen, efter at have været en rum tid på opvågningen, venter min familie og venner i vildt spænding, og det er vel at bemærke, ikke af den gode slags. For det blev til samlet 6 timer. Så jeg kan virkelig godt forstå at min familie og venner har været ude af den undervejs, for de er ikke blevet underrettet om hvad der er fundet, og er derfor intetanende lige som jeg selv.
Jeg er helt oppe og køre og er glad, for jeg har ingen smerter. Adrenalinet kører for vildt rundt i kroppen på mig – så kan vi vist tale om humørsvingninger, fra den ene yderlighed til den anden. For selvfølgelig har jeg ingen smerter for jeg er virkelig dopet til den helt store guldmedalje. 

Jeg ved ikke selv at det har taget længere tid end planlagt, det er først noget jeg får at vide da jeg bliver taget imod på stuen, af en ikke så tilfreds fansscare. 

Dagene efter kommer kirurgeren, en gynækolog, en patientkonsulent, samt en Stomisygeplejerske for at tale med mig om hvad der er sket.

Kirurgeren er den første der kommer ind og forklare på bedste lægesprog hvad fanden det er de har gjort ved mig. 

Han fortæller så de triste nyheder at de fandt mere end forventet og mine bange anelser desværre blev sande. Jeg synes jeg forstår meget godt hvad det er han prøver at fortælle mig, og midt i det hele meddeler han, meget henkastet, at de har valgt at fjerne mit underliv, da de havde mig åben, for at kunne fjerne så meget kræft som muligt. Dette var gjort i samråd med gynækologen og min kræftlæge. Min eneste kommentar til dette var bare “mindre detalje”.

Dette er også dagen, jeg første gang, får lov til at se hvad de har gjort af fysiske tiltag på min krop. Jeg er meget skræmt over at se det kæmpe store ar der går lodret ned over maven, plus stomien der giver en ekstra bule på maven. 

De efterfølgende dage, er det meget vigtigt at jeg kommer op og går og begynder at følge mere og mere med, når sygeplejerskerne skal skifte min stomi. Det sidste kom der til at gå ret lang tid med, for jeg kunne, og ville på ingen måde se på den eller accepterer at den var der. Selvom jeg så brændende ønskede den inden, for at slippe for smerte helvedet, blev det pludselig noget andet når den pludselig sad der midt på maven.

Det var som om jeg ikke havde forstået på forhånd, hvad det gjorde ved mig og mine tanker, omkring denne forandring. Men kan man også sådan rigtigt, sætte sig ind i det, før man sidder med lorten i hånden?

Desuden kunne jeg ikke holde stanken ud når de skiftede den. Jeg følte mig så ulækker og blottet på værst tænkelige måde. Det var frygteligt, og der gik nogle måneder før jeg kunne skifte den selv uden at bryde tudende sammen hver eneste gang. For hvem ville nogen sinde kunne elske mig med en pose lort på maven. 

– Det skal dog siges at det er blevet meget nemmere i dag, efter at have forstået og accepteret at den har en funktion og at den har været med til at rede mit liv, og tilmed har gjort mig smertefri, har gjort det hele meget bedre.

Selvom jeg har været på randen til sammenbrud omkring det hele, så har jeg aldrig opgivet håbet om at det blot er et bjerg på vejen, til et langt og bedre liv. Forhåbentlig med en masse kærlighed og hvem ved – børn. Selvom jeg ikke kan få dem selv længere, så kan min fremtidige kone forhåbentlig. 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *