“…det bliver en midlertidig stomi” – del 1

Så blev det tid til at tale med kirurgerne på riget om det forestående indgreb, nu hvor de ved hvor kræften sidder. Jeg kommer ind til dette møde, med stor entusiasme, da jeg ved at det er dette indgreb der skal gøre at jeg bliver smertefri, hvilket jeg på dette tidspunkt, ikke har været i ca. 2 måneder.

Han fortæller mig, at de på scanningerne kan se at kræften ser ud til at være indkapslet. Hvilket er en rigtig god ting, for det gør at de kan lave et “rutine” indgreb, hvor de fjerner den del af tarmen, hvor kræften sidder. Give mig en midlertidig stomi, som skal sidde i ca. 3 måneder, og derefter kan de sætte tarmen sammen igen. 

Jeg er taknemmelig for at høre dette, for det er til at rumme, at det blot kan gøres på denne måde.

Men alligevel er jeg skeptisk, for min mavefornemmelse siger mig noget andet. Og den har desværre ikke taget fejl endnu. Jeg taler med kirurgeren omkring mine bekymringer, og han kan selvfølgelig ikke love mig noget, men han var ret sikker på at det blot er hvad de kan se på scanningerne. 

Det bliver mandag d. 12 oktober 2015. Det er denne dag jeg skal på operationsbordet og ser virkelig frem til et liv uden smerter og blødende afføring.

Operationen tager 3 timer isch, eller det vil sige, det gør den normalt. Men som min mavefornemmelse rigtig nok sagde, så var det ikke bare lige til. 

Det viser sig nemlig, da de får åbnet mig op og får kigget på det, at der ikke kun er kræft der hvor de kunne se det på scanningerne – men alle andre steder også! 

Der sidder en metastase på omkring 4-5 cm ovenpå min livmoder. Det sidder op af bækkenvæggen, så han må skrabe på mine knogler for at få det væk. Der er en mindre tarmslyng (den forsnævring jeg skrev om i det forrige indlæg), hvor der også findes kræft i. De finder også et mindre hul på min tarm. Og for at det ikke skal være løgn, så viser det sig, at det de kunne se på scanningen, er større end først antaget og slet ikke indkapslet som forventet. 

Da operationen er færdig vækker de mig nede på operationsbordet, og det første jeg spørger om er: 

“har jeg fået stomi?” 

Det siger de JA til.

Næste spørgsmål,  

“hvilken type?” 

Det er en kolostomi, får jeg at vide. (Hvilket i min verden, er den bedste at få – når nu det skal være). Så kommer det essentielle af det hele; 

“er den permanent eller midlertidig?” 

Det vil de ikke svare på og siger at de kommer op og taler med mig dagen efter. Også knækker filmen for mig, og jeg begynder bare at tude helt vildt.  

Jeg kan ikke rigtig sige hvorfor jeg knækker sammen, eller hvad det er præcist der kører gennem hovedet på mig, men et eller andet har i hvert fald kørt på højtryk på øverste etage, under og op til operationen. 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *