Drømmen? – del 2

Efter denne nyhed, tager vi hjem til mine forældre og jeg får sendt besked ud til familie og får ringet til veninder, for det hjælper altid til at forstå hvad pokker det er der sker. Og det gjorde det, i hvert fald for nogle timer.

Om aftenen tager jeg hjem til mig selv og sover (planen var at jeg skulle sove hos de gamle, men ville gerne være for mig selv), for havde virkelig brug for bare at ligge under dynen, se en film også slet ikke tænke på hvad det lige var jeg havde fået at vide. 

Dagen efter, torsdag, er det ikke meget bedre, men har en aftale med min veninde som skal komme forbi og det ser jeg meget frem til. For kan ærligt ikke finde ud af hvilket ben jeg skal stå på. 
Jeg har, forud for denne besked, fået tilladelse til at få en terapi hund, da jeg er ramt meget på det psykiske plan. Så jeg har været ude og undersøge markedet og fundet den skønneste lille hun hund, og ved med det samme at hun skal hedde Emma.  Den skønneste lille stribede pige som jeg glæder mig meget til at få hjem. Jeg kan slet ikke stoppe med at tænke på hende og ser meget frem til at have en som kan give mig ubetinget kærlighed og som har brug for mig. 
Var kommet så langt ud at jeg ikke følte jeg rigtig havde noget at leve for (please forstå hvad jeg skriver her), for selvfølgelig har jeg min højt elskede familie og mine fantastiske venner og veninder, men de skulle nok klare den hvis jeg skulle dø af kræften, de skulle nok finde ud af livet uden mig. 
Men følte pludselig jeg ikke havde nogen som behøvede at jeg kæmpede til det aller sidste for deres skyld. Jeg er single og har ikke nogen børn, så følte derfor at en hund kunne være vejen til at få min fighter tilbage og lysten til at kæmpe mig igennem mørket og ensomheden. 

___________________

Det blev altså torsdag og min veninde T skulle komme forbi til hygge og snak. Jeg får fortalt at jeg har besluttet mig at hente Emma den efterfølgende uge, og havde allerede en halv aftale i hus med min veninde om følgeskab til Nordjylland hvor Emma befandt sig. 
I det samme udbryder T:

“du skal ikke have nogen hund, du skal til Australien og det kan ikke gå for hurtigt!”.

 Jeg prøvede at argumenterer for at det ikke skulle være nu, nu havde jeg jo bestilt Emma og jeg havde jo afskrevet rejsen. Skulle til at flytte. Havde ikke lyst til at rejse alene og desuden var jeg skaldet. Jeg fik lidt af en røffel, men det fik tankerne på gled. Efter en del overvejelser og snak med de gamle og flere veninder, kunne jeg jo godt mærke at jeg godt vidste at det var Australien der var det mest rigtige at gøre. 

Jeg ringer til hundemor med gråd i stemmen, og fortæller at jeg ikke har mulighed for at give Emma det hjem som hun fortjener, og bliver derfor nødt til at sige nej til hende. 
Det tog hårdt, for var virkelig blevet glad for hende. 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *