Drømmen? – del 1

Så er jeg endelig kommet afsted på drømmerejsen til Australien. Havde ellers afskåret den fuldstændig, fordi jeg ikke havde regnet med at jeg denne gang ville kunne komme igennem flere behandlinger. Jeg troede for alvor at kræften havde fået taget så hårdt fat i mig at jeg skulle dø. Selvom lægen gjorde et meget stort nummer ud af at fortælle mig at jeg ikke var døende, så kunne min hjerne og mavefornemmelse og samtlige andre sanser i kroppen, ikke tænke rationelt – som i overhovedet ikke. Kemoen virkede jo ikke så hvad skulle så virke? 

De havde på ingen måde givet op på mig. Lægerne ville blive ved med at kæmpe for en løsning til de havde prøvet alt. 
Så jeg gjorde, hvad hele tiden har virket for mig, tænkte fremad. Så jeg gik i gang med planlægningen af begravelse, fik bestilt pjecen “min sidste vilje”, fandt ud af hvem der skulle spille i kirken, hvilken sang der skulle spilles ud (you get the point) og sådanne praktiske ting, for det kunne jeg kontrollere. 

Men det gav mig ikke samme ro som det havde gjort for et år siden, da jeg også tænkte over den. Nu var det pludselig en hel anden virkelighed. Håbet og modet var taget fra mig, på samme brutale måde som min drømmerejse var. Fighteren var ved at give op – jeg havde simpelthen ikke mere tilbage at gi’ af. 

Så midt i denne usikre fremtid, bliver en masse kloge mennesker enige om at en operation er vejen frem, men de vil gerne sikre sig at det kan lade sig gøre før de åbner mig op – det sætter jeg da pris på – tænkte jeg. Så jeg får en tid hvor jeg skal i fuld narkose og møder op fastende som jeg skal, men pga det nye system, er de kommet så langt bagud at de ikke kan stille med det fulde hold og rykker derfor min tid til dagen efter. Så burde de havde fået mere styr på systemet. 
Så min mor og jeg tager, traditionen tro, på mcd efter en Big Mac til mig og en is til mor. (No wonder at jeg har kørt yoyo vægt). 😂😂😂
Nå, men det bliver så onsdag, altså dagen efter, og jeg kommer igen fastende op på afdelingen og kommer forholdsvis hurtigt ned på leje 7 (operationsgangen). Jeg bliver lagt i narkose af nogle søde sygeplejersker, hvor nogle kan huske mig, det er selvfølgelig altid dejligt at være i kendte hænder, men synes det tegnede et lidt trist mønster. 

Jeg bliver vækket og sendt tilbage op på stuen hvor min mor sidder troligt og venter på at jeg kommer tilbage. ( som hun desuden altid har gjort ❤️) og vi sender bud efter min far. 

Jeg får noget frokost og kommer mig lidt bedre til hægterne og sender så bud efter lægen. 

Den gode doktor kommer ind på stuen med et kæmpe smil på læben og siger jeg har en god nyhed. Du har ikke kræft og har ikke haft det, det viser sig at være arvæv som har suget kontrastvæsken til sig som en svamp. De er 2 meget høje herre og en høj madame som alle 3 er kommet frem til den konklusion at det ikke er kræft. Hvilket selvfølgelig giver mening, i forhold til at kemoen pludselig slet ikke ville virke. Jeg bliver nødt til at spørge lægen 3 gange tror jeg, om jeg har forstået det helt rigtigt at jeg ikke har kræft. Jeg forestiller mig at skulle blive glad over at få så dejlig en nyhed, men i stedet går i en mindre chok tilstand, og kan slet ikke få det ind i systemet at jeg er blevet pumpet med kemo, mistet mit hår og tilmed aflyst min drøm – forgæves! 

You may also like

3 kommentarer

  1. FANTASISK!!! Intet mindre end fantastisk.
    Bliver simpelthen så glad af, at læse den opdatering
    Er selv ramt og pt i adjuverende behandling, og har læst alt for mange triste historier på det sidste. Din historie er jo helt vildt dejlig positiv og lige hvad vi alle har brug for – ikke mindst dig selv.
    Stort tillykke til dig, håber du nyder din velfortjente ferie i fulde drag

    1. Hvor er du sød Maria. Er glad for at det var lige det du havde brug for at høre. Det varmer hos mig. Håber alt det bedste for dig og du snart er færdig med behandling, så du også kan leverer en positiv historie. ☀️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *