Uden mad og drikke…… og NETVÆRK

Det gamle ordsprog siger så bekendt 

“uden mad og drikke – duer helten ikke”

Og den er bestemt ikke helt skæv for det fysiske behov og stabiliteten i kroppen. Men men men… det er kun en halvdelen af sandheden for hvis du ikke har dit bagland, de usynlige superhelte, arme riddere og hvad de ellers kan kaldes, nok nærmere kendt som NETVÆRK, så kommer du ikke langt. 

De mennesker du har omkring dig, er med til gøre dig til den du er. Dem der lytter når du har brug for det. Dem der griner af dig men også med dig når du dummer dig, eller bare er dybt tosset. Dem der giver dig en skulder at græde ud ved. Dem der skælder dig ud når du er en lort, men er der lige meget hvad du så har rodet dig ud i. DE mennesker må du på ingen måde tage for givet. 

Jeg kan i hvert fald sige at jeg tager ikke ÉN eneste af mine superhelte for givet. Jeg har igennem hele mit forløb blevet rost for hvor flot jeg har klaret det og hvor stærk jeg har været. Men jeg ville på ingen måde, på noget tidspunkt, have klaret det så flot, hvis det ikke havde været for de superhelte der udgør mit fundament, til at kunne klare denne frygtelige sygdom som er ved at være lidt for glad for min krop. Jeg havde både mistet troen og håbet på at jeg nok skulle komme ud på den anden side. Jeg havde givet op for meget lang tid siden. 

I 2014 da jeg fandt ud af hvad der var i røre i underetagen, fandt jeg mig selv som det mest ensomme menneske, følte ikke jeg havde nogen. Jeg læste Geo’s bog “Kemo og comedy” som hjalp mig ret meget, følte mig pludselig forstået og ikke så alene…. indtil jeg kom til afsnittet hvor han taler om sit netværk. Så væltede min verden. For følte ikke der var nogen i mit netværk der forstod mig, eller forstod hvor meget jeg var i sorg over hvad der skete. 

I starten havde jeg rigtig svært ved at finde ud af hvad mit egentlige behov var. Var det den hurtige opmærksomhed på mine statusopdateringer på Facebook som jeg higede efter, var det at vise at jeg snildt kunne komme igennem det her alene? Eller var det noget helt tredje?

Men jeg fandt (heldigvis) ret hurtigt ud hvad mit behov var og til at starte med var problemet mig selv. Jeg lukkede ingen ind i min nye verden, ingen fik lov til at høre hvad der rørte sig i hovedet på mig. 

En masse rakte hænderne ud, men jeg skubbede hver og én væk, eller nægtede simpelthen at se hvad de prøvede på. Det var først da jeg fik et par nypudsede briller på at jeg begyndte at tage imod, at jeg kunne mærke hvor mange mennesker der rent faktisk var der! Det var så sindssygt grænseoverskridende at skulle blotte sig selv og vise ens mest sårbare situation og bede om hjælp. Men det har været GULD værd at jeg har blottet mig selv. Jeg havde ikke haft det samme fuldstændige fantastiske forhold til min familie eller venner og veninder som jeg har fået i dag. 

Jeg er dybt taknemmelig for alle jer, hver og en, som har været der når det brændte allermest på. Man mister nogle i farten, og selvom det er skide hårdt (og det sidste man har brug for), så er det vigtigt at anerkende og elske dem der står tilbage. Jeg oplevede også at nogle veninder der havde været væk et stykke tid, kom retur og har været der siden. 

Familie der er kommet lang vejs fra, bare for at sidde ved min hospitalsseng i flere timer. Også selvom jeg ikke lavede andet end at sove. 

Veninder/venner der er kommet op på hospitalet for spise mad med mig, fordi jeg ikke ville spise – man er vel selskabsspiser 😜😋

Sygeplejerskerne var ved at gå ud af deres gode skind, af ren frustration – blev bare tyndere og tyndere.


Taget på riget okt. 2015 lige før vi skal have sushi og se knæk cancershowet. To af mine superhelte var med den dag ❤️❤️❤️

Min mor og søster der er kommet med rengøringshjælp fordi jeg intet overskud har haft på kontoen til at kunne løfte mig selv. Veninder der har slæbt mig ud af sengen for at få mig ud at gå en tur. Min familie der har sprunget til når jeg lå med hovedet i kummen eller skulle køres til riget klokken lort om morgenen. 
Mine veninder der har fået mig til at grine og danse selv når det hele så allermest sort ud. 

Familie/veninder der har hjulpet mig med at få tag over hovedet da jeg ikke havde noget sted at bo. Og jeg kunne blive ved, for der er flere af den slags superhelte historier. 

Og den seneste kærlighedserklæring jeg har fået fra mit netværk, var en indsamling, som min veninde stod for, hvor jeg fik en check på mange penge. Grunden til indsamlingen var at jeg havde talt om, nu hvor jeg ikke kom ud og rejse alligevel, ville jeg købe et ordentligt tv, som var up to date (det gamle var 12 år gammelt og tændte kun når det selv følte for det). Og min veninde synes ikke at jeg skulle bruge mine “feriepenge” på at købe et nyt tv, og derfor startede indsamlingen.

Jeg kan på ingen måde begynde at beskrive hvilken følelse det giver, at mærke så mange mennesker der bare gerne vil hjælpe mig og være der. Der er ikke noget ord der giver det pondus nok, til at kunne beskrive følelsen.

Det er alle jer der gør at jeg kan stå så stærkt i dag, her snart 2,5 år siden at det hele startede. Mine superhelte 

Til sidst skal jeg også nævne min nye familie #UngKræft. Hvis det ikke havde været for UngKræft, havde jeg aldrig fundet forståelse for min sygdom eller situation. Selvom vi alle står i hver vores kræftkasse, med hver vores diagnose, så har vi alle det til fælles at vi har/har haft kræft. Det er lidt som om man er kommet ind i et univers hvor man rent telepatisk kan kommunikere. De følelser og tanker vi går med hver for sig, er stort set ens hele vejen rundt. Angsten er den sammen, frygten og sorgen er den samme. Man er pludselig en del af et helt unikt fællesskab og sammenhold. Det har hjulpet mig igennem den sidste del, som mine superhelte i mit netværk ikke kunne hjælpe mig med. 

You may also like

4 kommentarer

  1. Det er lort med lort alt det du skal igennem!❤ Tænker tit på dig❤
    Du ramte lige plet hos mig i den læsning med ensomheden. ❤
    Den arbejder jeg meget med, den fylder meget.
    Det er dejligt man kan følge med hvordan det går hos dig ❤

    1. Hej natalie

      Tak hvor er du sød. Du har helt ret. Jeg er virkelig omgivet af de skønneste mennesker. De gør en everden til forskel.

      Mvh Jeanette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *