Det skal nok gå alt sammen

Så har jeg været i Sydney i en lille uges tid, og som i kunne læse i tidligere indlæg, kæmpede jeg noget med selvtilliden, tankerne, rejsen og alt det andet der pludselig var noget rod. Men nu begynder det at lysne her for enden af regnbuen. Efter jeg tog fra Bondi Beach og installerede mig på Maze backpackers i hjertet af Sydney, hvor jeg var så heldig at kunne få et single værelse, kunne jeg så langsomt ånde lettet op. Det hele var ikke så tosset og tåget længere. 

Jeg fik også talt en masse med veninderne og familen derhjemme, og det må jeg sige virkelig har hjulpet mig. At vide, at selvom jeg er i verdens røvhul (ja det kalder aussierne det altså selv – ikke noget jeg har fundet på), og er alene rundt på mit eventyr er jeg på ingen måde alene. Jeg har stadig mine klipper derhjemme.
Selvom jeg godt ved at det ikke er sådan det hænger sammen, så skal jeg have det bekræftet en gang i mellem, og hvilket bedre sted at søge samhørigheden henne end hos familie og venner. 

Så efter at have fundet roen, i samarbejde med dem derhjemme, så fik jeg muligheden for at lege rigtig turist, og det var lige præcis det jeg havde brug for. Jeg har været inde og se Aladdin på Capitol Theater lørdag aften, efter at have været så heldig at få billet. 


Og det viste sig at være en rigtig god ting. Den er jo fuldstændig fantastisk lavet. Dog var Abu ikke med, hvilket jeg synes var lidt ærgerligt, men ved virkelig ikke hvordan de skulle lave ham, men de havde det flyvende tæppe med og det var genialt og virkelig smukt lavet.

Udover at være inde og se en forestilling lørdag aften, besluttede jeg mig for at tage ud med kameraet søndag og klikke løs på alle de ting man virkelig ikke må gå glip af i Sydney. Jeg var blandt andet ude og se Sydney harbour, Sydney botaniske have (et meget smukt sted) og selvfølgelig – Operahuset. Det er altså en flot bygning, det kan vi som danskere godt være stolte af. 


Så fantastisk. 

Om aftenen vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle se, men havde lovet mig selv hjemmefra at jeg gerne ville se en forestilling i operaen. Så jeg undersøgte markedet og der gik desværre ikke nogen koncerter, så besluttede mig for at se Club Swizzle i stedet, hvilket er en Cabaret og en skøøøøøøn forestilling. Det var så sjovt. 

Der var ikke nomerede pladser, da det hele var lidt casual. Men jeg kommer tidlig (faktisk en hel time for tidligt, hvilket ikke var med vilje) men jeg har derfor muligheden for at få en rigtig god plads. På første række. Yay me!
Jeg får sat mig ved siden af en herre, der nok er på samme alder som min far, og der er bare krudt i ham. Han begynder straks at introducerer mig til de andre i hans selskab også går snakken ellers. Vi kommer ind på hvad jeg skal videre på min tur og jeg siger at jeg skal holde jul i Gold Coast, hvilket viser sig at de også skal. Så de tilbyder mig at jeg kan køre med dem derop. Jeg takker straks ja, for det ville virkelig være skønt. Også med selskab, så kan det næsten ikke blive bedre.

Men desværre viser det sig at det ikke kan lade sig gøre, da jeg skal være deroppe før de ankommer. Så vores veje skilles her ved Cabareten, men jeg går hjem efter at have haft en fantastisk, fed, genial og virkelig sjov aften, med skønt og sjovt selskab og en masse kulørte drinks. 

Det var bare helt perfekt. 

Så jeg går hjem fra operaen med et kæmpe smil på læben og en genfundet selvtillid om at det hele skal nok gå. Jeg skal nok få en fantastisk tur ud af det her. 

Continue Reading

Drømmen? – del 3

Nu tager tingene fart. Jeg er gået i gang med den helt store planlægning af rejse, flytning, økonomi, udlejning af lejlighed og 1000 andre ting der skulle nås hvis jeg skulle komme i mål med det her. 

Jeg får nøglen til den nye lejlighed (nemmeste flytning ever, flytter fra st mf til st th – LOVE IT), og jeg sender bud efter min arbejdsomme moder og nysgerrige mormoder og min mor går i gang med at pakke køkkenet ned og flytte det ind i den nye lejlighed og jeg går i gang med at pille tingene ned af væggene. 

Jeg er høj på adrenalin der køre rundt i kroppen over at være sygdomsfri, rejseorienteret og med flyttekuller, så glemmer lidt jeg har smerter i kroppen, og går bare i gang med at få tingene på plads. 
Jeg får en aftale i hus omkring udlejligning af min lejlighed mens jeg er væk, får bestilt billetter (eller billet, for det viste sig at jeg havde glemt at bestille en retur billet – mindre detalje, men det det er løst nu, så bare rolig jeg kommer hjem igen). Får bestilt nyt komfur, solgt det gamle og ordnet en masse andre flytterelaterede ting. 
Får lavet aftaler med de veninder jeg har i Australien om jeg kan bo hos dem, og holde jul hos S og hendes familie. Får lavet et skellet af en rejseplan, over hvilke byer jeg gerne vil til. Den gamle rejseplan kan jeg ikke rigtig huske, (så meget var den afskrevet) så jeg begynder på ny, også tager jeg den efterhånden når jeg kommer derned. 

Idet at jeg har fået stomi er der også nogle pakkeløsninger som der skal tages hensyn til, det betyder at jeg skal så vidt muligt kunne have stomi udstyr med til 2 måneder, og i det at jeg ikke kan nå at sende noget i forvejen, skal det hele være i min rygsæk. Men hvor meget kan sådan noget stomiudstyr også lige fylde? 😳😳 MEGET viste det sig. Som i vanvittigt meget, men det vejer heldigvis ikke så meget WRONG AGAIN! for jov det både fylder og vejer meget. Men fuck det, jeg skal alligevel ikke have så meget tøj med, og desuden fylder tøjet ikke så meget i det det er sommertøj. Win win lige der! Og det hele er også lige meget for jeg skal til AUSTRALIEN!!!! Det er squda lige gyldigt? Ikke helt, men jeg har overlevet indtil nu. Og det gode er jo at stomiudstyret fylder mindre og mindre for hver dag, så det kan da ikke gå helt galt. 

Men var det så også stadig drømmen at komme til Australien? Nu har jeg simpelthen talt så meget om den rejse, så alle der ville lytte måtte da have fået røde ører efterhånden. Det var drømmen – THE DREAM! At komme rundt og rejse med rygsæk, møde en masse nye mennesker og opleve den vanvittige flotte natur, det kunne da ikke være andet end en drøm. 

Og dog. Jeg har nu været i Australien i 1.5 uge og jeg er begyndt at få mine tvivl. Den første uge var fantastisk fordi jeg var sammen med venner som jeg kender og som jeg kunne holde mig til. 
Men nu hvor jeg er kommet på egne ben, er jeg også begyndt at få lidt knæk i selvtilliden, om jeg nu også kan klare det. Jeg vil ikke hjem, for der er stadig en masse jeg gerne vil se og opleve, men min forestilling om at møde en masse nye mennesker og have fremmede mennesker omkring mig hele tiden, er begyndt at volde mig lidt problemer. 

Jeg været så meget alene, fordi jeg har gået hjemme i så lang tid, kun haft kendte ansigter omkring mig og en tryghed i at kende landet. Så det har givet mig lidt af et kulturchok af den anden verden at komme herned, hvor alt bare virker så problemfrit. 

Jeg var godt forberedt hjemmefra at jeg ville støde ind i de her problematikker, men man er bare aldrig rigtig forberedt når man så står i det og man ikke bare lige sådan kan ringe hjem pga tidsforskellen. 

————

Men har fundet ud af at Bondi Beach er et super lækkert sted, men man skal virkelig have selvtilliden i orden for at ligge sig ned på stranden og tænke at alt er godt. For det er den vildeste Baywatch strand. Det er lutter dutche-backs og Surfer girls der er der. Det er narcisismens hovedstad. (Forstå mig ret, det er bestemt ikke nogen dårlig udsigt), men med ar på kroppen, lidt for meget på sidebenene, smerter diverse steder, skaldet og dansker bleg, fik min selvtillid så stort et dyk at jeg ikke følte at jeg var min drømmerejse værdig. 
Jeg var ikke lige så stærk, selvtilfreds og sejrsvillig til at rejse som jeg var før min fejldiagnose. Så har virkelig tænkt om det var en fejl at komme afsted nu, så tidligt efter endt behandling. 
Så Jeg har i et desperat forsøg, farvet mit hår (for så kan man sleeeeeet ikke se at jeg er skaldet 🙄🙄) og fået sat øjenvipper på, så jeg fik et udtryk i ansigtet. Så jeg måske passede lidt bedre ind i gadebilledet 

—————–

Jeg er ikke i tvivl om at jeg skal på den her drømmerejse, jeg skal blot lave den lidt om, jeg er på Bondi Beach indtil i morgen, også vil jeg tjekke AirBnb steder ud i stedet for hostel for en periode, for det har været lidt for hårdt at kaste mig ud på det dybe uden nogen form for redningsvest. Så nu prøver jeg at lave tingene lidt om, også håber jeg på det bedste og er sikker på det hele nok skal gå i sidste ende. Det er jo et fantastisk land, jeg tror bare jeg skal speede lidt ned også sige at det er okay jeg ikke når det hele og det er okay, at jeg stadig er super træt efter alt hvad jeg har været igennem de sidste 3-4 måneder. Det skal nok gå alt sammen. Det bliver hårdt, men forhåbentlig er det lige præcis det der skal til. 🇦🇺🇦🇺🇦🇺🏄🏻‍♀️🏄🏻‍♀️🏄🏻‍♀️☀️☀️☀️🙏🏻🙏🏻🙏🏻

Continue Reading

Drømmen? – del 2

Efter denne nyhed, tager vi hjem til mine forældre og jeg får sendt besked ud til familie og får ringet til veninder, for det hjælper altid til at forstå hvad pokker det er der sker. Og det gjorde det, i hvert fald for nogle timer.

Om aftenen tager jeg hjem til mig selv og sover (planen var at jeg skulle sove hos de gamle, men ville gerne være for mig selv), for havde virkelig brug for bare at ligge under dynen, se en film også slet ikke tænke på hvad det lige var jeg havde fået at vide. 

Dagen efter, torsdag, er det ikke meget bedre, men har en aftale med min veninde som skal komme forbi og det ser jeg meget frem til. For kan ærligt ikke finde ud af hvilket ben jeg skal stå på. 
Jeg har, forud for denne besked, fået tilladelse til at få en terapi hund, da jeg er ramt meget på det psykiske plan. Så jeg har været ude og undersøge markedet og fundet den skønneste lille hun hund, og ved med det samme at hun skal hedde Emma.  Den skønneste lille stribede pige som jeg glæder mig meget til at få hjem. Jeg kan slet ikke stoppe med at tænke på hende og ser meget frem til at have en som kan give mig ubetinget kærlighed og som har brug for mig. 
Var kommet så langt ud at jeg ikke følte jeg rigtig havde noget at leve for (please forstå hvad jeg skriver her), for selvfølgelig har jeg min højt elskede familie og mine fantastiske venner og veninder, men de skulle nok klare den hvis jeg skulle dø af kræften, de skulle nok finde ud af livet uden mig. 
Men følte pludselig jeg ikke havde nogen som behøvede at jeg kæmpede til det aller sidste for deres skyld. Jeg er single og har ikke nogen børn, så følte derfor at en hund kunne være vejen til at få min fighter tilbage og lysten til at kæmpe mig igennem mørket og ensomheden. 

___________________

Det blev altså torsdag og min veninde T skulle komme forbi til hygge og snak. Jeg får fortalt at jeg har besluttet mig at hente Emma den efterfølgende uge, og havde allerede en halv aftale i hus med min veninde om følgeskab til Nordjylland hvor Emma befandt sig. 
I det samme udbryder T:

“du skal ikke have nogen hund, du skal til Australien og det kan ikke gå for hurtigt!”.

 Jeg prøvede at argumenterer for at det ikke skulle være nu, nu havde jeg jo bestilt Emma og jeg havde jo afskrevet rejsen. Skulle til at flytte. Havde ikke lyst til at rejse alene og desuden var jeg skaldet. Jeg fik lidt af en røffel, men det fik tankerne på gled. Efter en del overvejelser og snak med de gamle og flere veninder, kunne jeg jo godt mærke at jeg godt vidste at det var Australien der var det mest rigtige at gøre. 

Jeg ringer til hundemor med gråd i stemmen, og fortæller at jeg ikke har mulighed for at give Emma det hjem som hun fortjener, og bliver derfor nødt til at sige nej til hende. 
Det tog hårdt, for var virkelig blevet glad for hende. 

Continue Reading

Drømmen? – del 1

Så er jeg endelig kommet afsted på drømmerejsen til Australien. Havde ellers afskåret den fuldstændig, fordi jeg ikke havde regnet med at jeg denne gang ville kunne komme igennem flere behandlinger. Jeg troede for alvor at kræften havde fået taget så hårdt fat i mig at jeg skulle dø. Selvom lægen gjorde et meget stort nummer ud af at fortælle mig at jeg ikke var døende, så kunne min hjerne og mavefornemmelse og samtlige andre sanser i kroppen, ikke tænke rationelt – som i overhovedet ikke. Kemoen virkede jo ikke så hvad skulle så virke? 

De havde på ingen måde givet op på mig. Lægerne ville blive ved med at kæmpe for en løsning til de havde prøvet alt. 
Så jeg gjorde, hvad hele tiden har virket for mig, tænkte fremad. Så jeg gik i gang med planlægningen af begravelse, fik bestilt pjecen “min sidste vilje”, fandt ud af hvem der skulle spille i kirken, hvilken sang der skulle spilles ud (you get the point) og sådanne praktiske ting, for det kunne jeg kontrollere. 

Men det gav mig ikke samme ro som det havde gjort for et år siden, da jeg også tænkte over den. Nu var det pludselig en hel anden virkelighed. Håbet og modet var taget fra mig, på samme brutale måde som min drømmerejse var. Fighteren var ved at give op – jeg havde simpelthen ikke mere tilbage at gi’ af. 

Så midt i denne usikre fremtid, bliver en masse kloge mennesker enige om at en operation er vejen frem, men de vil gerne sikre sig at det kan lade sig gøre før de åbner mig op – det sætter jeg da pris på – tænkte jeg. Så jeg får en tid hvor jeg skal i fuld narkose og møder op fastende som jeg skal, men pga det nye system, er de kommet så langt bagud at de ikke kan stille med det fulde hold og rykker derfor min tid til dagen efter. Så burde de havde fået mere styr på systemet. 
Så min mor og jeg tager, traditionen tro, på mcd efter en Big Mac til mig og en is til mor. (No wonder at jeg har kørt yoyo vægt). 😂😂😂
Nå, men det bliver så onsdag, altså dagen efter, og jeg kommer igen fastende op på afdelingen og kommer forholdsvis hurtigt ned på leje 7 (operationsgangen). Jeg bliver lagt i narkose af nogle søde sygeplejersker, hvor nogle kan huske mig, det er selvfølgelig altid dejligt at være i kendte hænder, men synes det tegnede et lidt trist mønster. 

Jeg bliver vækket og sendt tilbage op på stuen hvor min mor sidder troligt og venter på at jeg kommer tilbage. ( som hun desuden altid har gjort ❤️) og vi sender bud efter min far. 

Jeg får noget frokost og kommer mig lidt bedre til hægterne og sender så bud efter lægen. 

Den gode doktor kommer ind på stuen med et kæmpe smil på læben og siger jeg har en god nyhed. Du har ikke kræft og har ikke haft det, det viser sig at være arvæv som har suget kontrastvæsken til sig som en svamp. De er 2 meget høje herre og en høj madame som alle 3 er kommet frem til den konklusion at det ikke er kræft. Hvilket selvfølgelig giver mening, i forhold til at kemoen pludselig slet ikke ville virke. Jeg bliver nødt til at spørge lægen 3 gange tror jeg, om jeg har forstået det helt rigtigt at jeg ikke har kræft. Jeg forestiller mig at skulle blive glad over at få så dejlig en nyhed, men i stedet går i en mindre chok tilstand, og kan slet ikke få det ind i systemet at jeg er blevet pumpet med kemo, mistet mit hår og tilmed aflyst min drøm – forgæves! 

Continue Reading

Uden mad og drikke…… og NETVÆRK

Det gamle ordsprog siger så bekendt 

“uden mad og drikke – duer helten ikke”

Og den er bestemt ikke helt skæv for det fysiske behov og stabiliteten i kroppen. Men men men… det er kun en halvdelen af sandheden for hvis du ikke har dit bagland, de usynlige superhelte, arme riddere og hvad de ellers kan kaldes, nok nærmere kendt som NETVÆRK, så kommer du ikke langt. 

De mennesker du har omkring dig, er med til gøre dig til den du er. Dem der lytter når du har brug for det. Dem der griner af dig men også med dig når du dummer dig, eller bare er dybt tosset. Dem der giver dig en skulder at græde ud ved. Dem der skælder dig ud når du er en lort, men er der lige meget hvad du så har rodet dig ud i. DE mennesker må du på ingen måde tage for givet. 

Jeg kan i hvert fald sige at jeg tager ikke ÉN eneste af mine superhelte for givet. Jeg har igennem hele mit forløb blevet rost for hvor flot jeg har klaret det og hvor stærk jeg har været. Men jeg ville på ingen måde, på noget tidspunkt, have klaret det så flot, hvis det ikke havde været for de superhelte der udgør mit fundament, til at kunne klare denne frygtelige sygdom som er ved at være lidt for glad for min krop. Jeg havde både mistet troen og håbet på at jeg nok skulle komme ud på den anden side. Jeg havde givet op for meget lang tid siden. 

I 2014 da jeg fandt ud af hvad der var i røre i underetagen, fandt jeg mig selv som det mest ensomme menneske, følte ikke jeg havde nogen. Jeg læste Geo’s bog “Kemo og comedy” som hjalp mig ret meget, følte mig pludselig forstået og ikke så alene…. indtil jeg kom til afsnittet hvor han taler om sit netværk. Så væltede min verden. For følte ikke der var nogen i mit netværk der forstod mig, eller forstod hvor meget jeg var i sorg over hvad der skete. 

I starten havde jeg rigtig svært ved at finde ud af hvad mit egentlige behov var. Var det den hurtige opmærksomhed på mine statusopdateringer på Facebook som jeg higede efter, var det at vise at jeg snildt kunne komme igennem det her alene? Eller var det noget helt tredje?

Men jeg fandt (heldigvis) ret hurtigt ud hvad mit behov var og til at starte med var problemet mig selv. Jeg lukkede ingen ind i min nye verden, ingen fik lov til at høre hvad der rørte sig i hovedet på mig. 

En masse rakte hænderne ud, men jeg skubbede hver og én væk, eller nægtede simpelthen at se hvad de prøvede på. Det var først da jeg fik et par nypudsede briller på at jeg begyndte at tage imod, at jeg kunne mærke hvor mange mennesker der rent faktisk var der! Det var så sindssygt grænseoverskridende at skulle blotte sig selv og vise ens mest sårbare situation og bede om hjælp. Men det har været GULD værd at jeg har blottet mig selv. Jeg havde ikke haft det samme fuldstændige fantastiske forhold til min familie eller venner og veninder som jeg har fået i dag. 

Jeg er dybt taknemmelig for alle jer, hver og en, som har været der når det brændte allermest på. Man mister nogle i farten, og selvom det er skide hårdt (og det sidste man har brug for), så er det vigtigt at anerkende og elske dem der står tilbage. Jeg oplevede også at nogle veninder der havde været væk et stykke tid, kom retur og har været der siden. 

Familie der er kommet lang vejs fra, bare for at sidde ved min hospitalsseng i flere timer. Også selvom jeg ikke lavede andet end at sove. 

Veninder/venner der er kommet op på hospitalet for spise mad med mig, fordi jeg ikke ville spise – man er vel selskabsspiser 😜😋

Sygeplejerskerne var ved at gå ud af deres gode skind, af ren frustration – blev bare tyndere og tyndere.


Taget på riget okt. 2015 lige før vi skal have sushi og se knæk cancershowet. To af mine superhelte var med den dag ❤️❤️❤️

Min mor og søster der er kommet med rengøringshjælp fordi jeg intet overskud har haft på kontoen til at kunne løfte mig selv. Veninder der har slæbt mig ud af sengen for at få mig ud at gå en tur. Min familie der har sprunget til når jeg lå med hovedet i kummen eller skulle køres til riget klokken lort om morgenen. 
Mine veninder der har fået mig til at grine og danse selv når det hele så allermest sort ud. 

Familie/veninder der har hjulpet mig med at få tag over hovedet da jeg ikke havde noget sted at bo. Og jeg kunne blive ved, for der er flere af den slags superhelte historier. 

Og den seneste kærlighedserklæring jeg har fået fra mit netværk, var en indsamling, som min veninde stod for, hvor jeg fik en check på mange penge. Grunden til indsamlingen var at jeg havde talt om, nu hvor jeg ikke kom ud og rejse alligevel, ville jeg købe et ordentligt tv, som var up to date (det gamle var 12 år gammelt og tændte kun når det selv følte for det). Og min veninde synes ikke at jeg skulle bruge mine “feriepenge” på at købe et nyt tv, og derfor startede indsamlingen.

Jeg kan på ingen måde begynde at beskrive hvilken følelse det giver, at mærke så mange mennesker der bare gerne vil hjælpe mig og være der. Der er ikke noget ord der giver det pondus nok, til at kunne beskrive følelsen.

Det er alle jer der gør at jeg kan stå så stærkt i dag, her snart 2,5 år siden at det hele startede. Mine superhelte 

Til sidst skal jeg også nævne min nye familie #UngKræft. Hvis det ikke havde været for UngKræft, havde jeg aldrig fundet forståelse for min sygdom eller situation. Selvom vi alle står i hver vores kræftkasse, med hver vores diagnose, så har vi alle det til fælles at vi har/har haft kræft. Det er lidt som om man er kommet ind i et univers hvor man rent telepatisk kan kommunikere. De følelser og tanker vi går med hver for sig, er stort set ens hele vejen rundt. Angsten er den sammen, frygten og sorgen er den samme. Man er pludselig en del af et helt unikt fællesskab og sammenhold. Det har hjulpet mig igennem den sidste del, som mine superhelte i mit netværk ikke kunne hjælpe mig med. 

Continue Reading

De efterfølgende uger – del 3

Det blev lørdag (dagen efter 1 kemo) og jeg vågner op hjemme hos de gamle, for kunne ikke lide tanken om at skulle sove alene, for hvis nu der skulle opstå noget, var det rart at der var nogen til lige at være der. 

Jeg står op, tager mine kvalmepiller, spiser morgenmad og er bare KLAR! Som i at jeg føler jeg har fået adrenalin skudt direkte i årerne i 10 timer, i stedet for kemo (kemo tager omkring 10 timer, hver gang, så ingen overdrivelse her)

– I’m on fire!?! – jeg kunne danse hele dagen hvis det skulle være. Eller løbe en maraton! Er helt oppe og køre over at jeg ingen kvalme har, jeg har ikke ondt og er faktisk ikke træt – hvad fanden sker der for det? Awesoooooome! ✌🏻️

Så jeg tager til den planlagte sommerfest i Fælledparken med en masse skønne mennesker fra ung kræft. Og det kan man ikke andet end at få endnu mere energi af, for det er bestemt aldrig kedeligt med den flok mennesker. 

Dog om søndagen kan jeg godt mærke at jeg måske liiiiige tog munden lidt for fuld, i forhold til at sidde til sommerfest i virkelig mange timer om lørdagen også op og holde fødselsdag for hele familien om søndagen. Trætheden og det manglende overskud, blev pludselig en realitet. Men havde glædet mig til at se hele den pukkelryggede så jeg tog mig lige sammen, og fik jo en fantastisk dag ud af det. Min familie er mit et og alt, så dagen kunne ikke have været mere perfekt. 

Det hjalp ret meget på det mentale plan, at jeg ikke havde fået det dårligt efter kemo. Faktisk hjalp det så meget, at jeg tænkte – fuck det – hvis det virker, så giv mig 12 serier kemo – Det lig’meget, det gør vi bare!?! 😎

Så med “adrenalinet” pumpene igennem kroppen, tog jeg i den efterfølgende uge skeen i den anden hånd og fik styr på alt! Fik bestilt tid til at skulle prøve paryk, fik talt med sygedagpenge kvinden, fik sendt ansøgningen om afbestilling af flybillet sendt afsted, fik ordnet en masse “kontoragtige” ting i lejligheden, fik skaffet mig en toværelses lejlighed (R.I.P. Kære nabo) og spillet til Sparta halvmaraton med orkesteret Heidis und Hosen! Jeg var vitterligt ikke til at skyde igennem!!! 

Det var en perfekt følelse at have i kroppen når nu jeg skulle starte forfra. 

Continue Reading

De efterfølgende uger – del 2

Jeg kæmper med en del smerter efter indgrebet og når det kommer til smerter, er jeg blevet den største piveskid. Så om det bare er en blodprøve der skal tages så gør det fandme bare nas! 
Den efterfølgende uge, efter indgrebet, (om torsdagen) skal jeg til min første samtale før kemo start. Ja det var ikke en fest. Kan faktisk ikke rigtig huske særlig meget af samtalen, andet end at jeg skal have en ny tilskudsseddel til paryk, for den gamle seddel har jeg smidt ud. 
Havde på forhånd besluttet mig for, at denne gang skulle der en paryk på banen, så jeg forhåbentlig kunne føle mig som et “normal” menneske når jeg lystede.

Det er så her det begynder så småt at gå op for mig at jeg ikke kommer ud at rejse, hvilket resulterer lidt i at jeg går lettere (læs: meget) i panik over at jeg rent aktivt skal sætte mig ind i at afbestille min flybillet. Fuck så skal jeg også have skrevet til mine kontakter Down Under at jeg ikke kommer afsted – shit jeg skal også have afbestilt min reservering på hostel i Melbourne. Og hvad fanden skal der ske med min indtægt når jeg ikke længere bliver lønnet fra mit arbejde. Hvordan søger man sygedagpenge? Kan jeg leve på sygedagpenge? Kan jeg beholde min bil? Hvad fanden skal der ske med mig?
Ja et spørgsmål kommer sjælendt alene, men skubber det med sygedagpengene væk ret hurtigt, da jeg får at vide at jeg egentlig vil overgå automatisk, i systemet, idet jeg stadig er sygemeldt fra mit arbejde. Så det bliver skubbet væk, til jeg har overskuddet til at gå mere ind i det. 

——————-

Det bliver første kemo dag, og jeg møder som sædvanligt op på riget, men denne gang er det fandme ikke med helt samme overskud, mod og blod på tanden på at slå kræften ihjel. Jeg er på ingen måder klar til at få smerter, kvalme, akut forstoppelse og hvad der ellers kan finde på at komme i kølvandet af kemo stofferne der bliver skudt i årerne. For slet ikke at nævne at stalkeren Bertha er tilbage, og fuldtidsstilling som kræftpatient er trådt i kraft ! – igen !

Den følelse som kører igennem kroppen på mig, er så sindssygt svær at tale om, for jeg føler jeg har givet op. Føler mig fanget i min egen krop og fanget i et frygteligt system. Jeg ved godt rationelt at det er en midlertidig tilstand, skal nok fange essensen igen, men lige nu kan jeg slet ikke se det er muligt. Jeg føler mig mentalt allerede halvdød med et ben i graven. 
Samtidig med at jeg er mentalt træt og virkelig ikke orker det her cirkus igen, så kommer der et meget lille lysglimt på vejen. 
Med frygt for at det bliver for teknisk, skal jeg prøve at forklare det kort og præcist. Jeg får et antistof der hedder avastin. Dette avastin, kapsler kræftcellerne inde, således at de har sværere med at sprede sig. Men.. men.. men.. det er også dette stof der giver mig de fleste og værste smerter. Da jeg fik det tidligere på året, kunne jeg næsten ikke gå dagene efter kemo, så ondt gjorde det i muskler, knogler og led – i hele kroppen. AV! Som i mega AV!

Men det må jeg ikke få nu. (Det er der en lang teknisk forklaring på hvorfor jeg ikke må, men det bliver sq for tørt, så det er bare sådan det er lige nu).

Men det gør at jeg allerede nu kan ånde lidt lettet op og samtidig være lidt bekymret. Det er et underligt ben at stå på og endnu en bekymring oveni alt det andet. For virker kemoen så lige så godt, når den ikke har det skjold med sig?

Continue Reading

De efterfølgende uger – del 1

Jeg er en smule tungnem efter den her besked jeg fik hos lægen at det først går op for mig nogle dage senere at jeg skal scannes efter 2 serier kemo, da de skal være sikre på at kemoen virker. FUCK! Kan jeg risikerer at det ikke virker – Shit!!!! Tilmed fatter jeg også først her (nogle dage senere) at jeg skal have mere end 6 serier kemo, jeg magter det ikke, jeg føler ikke jeg har mere at give af. Jeg er så sindssygt mentalt træt, at det virker håbløst. 

Jeg går stadig rundt i en boble af chok over hvad det er der er sket og kan ikke rigtig forstå hvad det egentlig betyder sådan helt præcist for min rejse eller for min krop. 

Hvorfor blive ved, hvis det ikke engang virker. Og hvordan fanden får jeg løftet mig fra det her igen? Jeg kan ikke mere. Kommer jeg nogen sinde ud og rejse? Kan jeg komme igennem kemo så smertefrit som jeg har gjort indtil videre? Kan min krop overhovedet klare det? Er den blevet immun? For helvede hvor jeg dog bare hader den her lorte sygdom som allerede har stjålet over 2 år af mit liv, og lige i den her alder hvor veninderne begynder at arbejde sig op af rangstigen på arbejdet, eller køber hus, bliver gift, får børn, ja alle de naturlige ting der sker når man har ramt de 30 (hvis det ikke er sket før). Hvad sker der med mig, jeg står igen stille på paronen og ser toget kører forbi med 110 i timen. Det er så pisse uretfærdigt, hvad fanden har jeg gjort for at skulle fortjene det her? Og nu er jeg tilmed lige blevet så langhåret at jeg ikke længere ligner en der er syg!?!

————————-

Jeg bliver ringet op af lægen nogle dage senere, hvor hun gerne vil sikre sig at jeg forstår hvad der skal til at ske. Nyrerne skal aflastes og det skal de hurtigst muligt, for ellers kan jeg ikke få kemo. Hun har bestilt en tid til at få testet mine nyrer, fordi de vil sikre sig at scanningsbillederne ikke lyver omkring nyrernes tilstand. 

Da jeg kommer ind på riget, den efterfølgende onsdag (red. efter lægesamtalen) skal jeg have en mere udvidet nyrerfunktionsundersøgelse end jeg har prøvet før. Og dagen efter vil jeg få svaret. Jeg bliver ringet op igen, og det er som scanningen viser, de er overbelastet og jeg skal derfor have lagt et nyrerkateter (indvendigt) i begge nyrer. 
(Det, det betyder er at mine urinvejsledere er på sin vis “kalket” til – lige som et rør der er tilstoppet (ja det var den beskrivelse nyrerlægen brugte) så kan vandet jo ikke komme igennem med samme tryk som normalt og derfor vokser nyrerne og dermed bliver de klemt). 

Dagen er kommet hvor mine nyrer skal aflastes og det foregår HELDIGVIS i fuld narkose.
Efter indgrebet bliver jeg kørt tilbage op på min stue og lægen kommer op og taler med mig, hun fortæller mig at det lykkedes, men også kun på et hængende hår. Der er noget gevækst i min blære, hun kan ikke fortælle mig hvad det er, men hun er meget positiv over at jeg skal igennem kemo, for hvis det er kræft der sidder der, så bliver det taget med den. WHAT THE FUCK! Hvorfor fanden tager man ikke en biopsi af det for at være sikker? Og endnu engang bryder min verden fuldstændig sammen, og jeg begynder at storvræle som jeg aldrig har gjort det før – i hvert fald ikke foran andre. Er taknemmelig for at min mor og søster var med. 

Lige pludselig var det så håbløst og døden kom meget hurtigt tættere på end jeg nogen sinde har givet den lov til før. Bliver jeg overhovedet 35? Kommer jeg til at se mine niecer blive konfirmeret, ja i det hele taget vokse op? Fuck det er noget lort. 

Continue Reading

Jeg var bare SÅ klar!

Dagen er kommet til at jeg skal have svar på scanningen om at kræften stadig holder sig væk, så jeg om 42 DAGE kan stå ude i lufthavnen på vej mod Melbourne Australien. Jeg glæder mig så sindssygt meget og ser vildt meget frem til at fortælle lægerne at jeg tager afsted og kan derfor først scannes til januar. Whoop whoop – det bliver kæmpe stort. Skal ned og surfe, score damer, sky-dive, mærke livet fra en lækker strand i Brisbane med en solstol klistret på ryggen med en drink i hånden eller et par vandrestøvler klæbet til fødderne. 

Jeg er bare så sindssygt klar til at give slip på kræften, give slip på blodprøver, kvalme, negative tanker og sorte huller, riget, læger, piller – you name it!!! Bare klar til livet uden sygdom. Jeg er udemærket klar over at kræften kommer igen på et tidspunkt, men det er underordnet lige nu, for jeg skal ud på min drømmerejse om 42 DAGE!!! Jeg kan slet ikke være i min krop af spænding over at skulle afsted. 

Glæder mig fuldstændig vanvittigt 

————————-

Jeg kommer ind til lægen og hun begynder at spørge mig om jeg har ondt i ryggen, siderne eller andre gener. Jeg kan kun sige nej, og blære mig med at jeg lige har fuldført en mini Triathlon KMD 4:18:4 fredagen forinden. Og tænkte at det var den eneste grund til at jeg var lidt øm i kroppen. 
Derefter fortæller lægen mig at kræften er tilbage og den er vendt tilbage aggressivt. Kræften er kommet retur som metastaser og er omkring 1.1 cm. Hvilken den er vokset på 4 mdr. fra sidste scanning. 
Jeg er lettere i chok og begynder bare at græde og forstår ikke helt hvad der lige er blevet sagt, og må spørge flere gange om jeg har forstået det rigtigt. Lægen virker rimelig bekymret for det her og vil gerne have mig i behandling hurtigst muligt, men kan ikke sætte mig i behandling før mine nyrer er blevet testet, da de ser ud til at være trykket. 

Jeg fatter ikke helt hvad der skal ske med mine nyrer, men jeg får foretaget en nyre undersøgelse som så viser at nyrerne skal aflastet (med et nyrekateter) for ellers kan jeg risikerer at nyrerne står af hvis de ikke bliver aflastet. (Pga at kemoen er så giftig)

Min søster og jeg tager hjem fra riget og jeg tager hjem til mine forældre for jeg kan ikke bære tanken om at være alene hjemme efter den her besked. 
Jeg ryger mildest talt ned i et sort hul og kan stort set ikke overskue konsekvensen og vil ikke se konsekvensen i øjnene og der går nogle dage før det går op for mig at jeg ikke kan komme afsted på min drømmerejse. Jeg skal også fortælle mine omgivelser at jeg ikke kommer afsted alligevel. Det er forfærdeligt og jeg prøver alt hvad jeg kan for at forstå hvad fanden der sker. Og hvorfor det sker nu. Hvis det var til januar var det fint, for så havde jeg været ude og rejse. Men NU….. NU!?! Jeg skal jo til at rejse. Har planlagt det meste, købt billet og står nærmest allerede i lufthavnen rent mentalt. Hvad fanden sker der for det! Det er så PISSE TARVELGT og MEGA URETFÆRDIGT!?! 

Continue Reading

Om at tage sikkerhedsudstyret af

Jeg har fucking gjort det!!!! 😱😱😱😱
Nu kan jeg endelig afsløre min hemmelighed som jeg har holdt tilbage i de tidligere indlæg. 
Jeg har smidt badevinger og korkbælte og kastet mig ud fra 3 meteren uden sikkerhedsnet. Jeg har sagt mit job OP! Shit det var angstprovokerende. Jeg har smidt jobbet væk – dem som gav mig økonomisk tryghed mens jeg har været syg. De har været en KÆMPE hjælp for mig og min udvikling til at komme tilbage til livet. Dem har jeg valgt at slå op med. 
Hjemmefronten er også ved at skide grønne grise over det. 

Men hvorfor har jeg så valgt at gøre det? Jo det skal jeg fortælle jer. Jeg skal udleve en meget gammel drøm om at rejse rundt med rygsæk. Så det er blevet til 3 måneder, rundt i Australien og New Zealand, for at være præcis! Skal ned og besøge veninder jeg ikke har set i flere år. Prøve grænser af. Forhåbentlig komme af med “Jeanette der har kræft”- følelsen og finde de sidste brikker af mig selv frem igen. 
For selvom jeg har gjort alt for at bevare mig selv og min fornuft i hele det her helvede. Så er jeg blevet lidt mere forsigtig og introvert overfor nye mennesker. Synes ikke rigtig jeg har noget at tale om, med nye mennesker – som ikke handler om sygdom (hvilket jeg er ved at blive sindssyg af). Og den imødekommende del af mig selv, er jeg rigtig ked af at have “mistet”. Så jeg kaster mig ud for løverne, helt alene, med en rygsæk på ryggen også skal der ellers bare fyldes op på depotet for oplevelser, så jeg blandt andet kan få følelsen af at være mig selv uden kræft delen. Synes virkelig jeg er ved at være klar til det spring. Men for helvede hvor er det hårdt at skulle give slip på den del, for det har også været en kæmpe tryghed for mig. 
Jeg er kommet langt i min udvikling. Håret er så tæt/langt nu at jeg ikke behøver at have hat på ude i solen. Jeg har vasket mit hår med shampoo for første gang siden januar! Har barberet ben og arme for første gang i år! Det er den vildeste følelse at have. Andre der ikke har prøvet det, vil på ingen måde kunne sætte sig ind i hvor vild en følelse det er. Det er ubeskriveligt!
Følelsen af at være normal og kunne gøre de her ting velvidende at håret vokser ud igen om en dag eller to, eller at håret bliver fedtet om et par dage, er så fuldstændig fantastisk. Ubeskrivelig godt! 

Jeg døjer ikke længere med nogen form for forstoppelse. Jeg kan spise og drikke alt det jeg lyster. Lige meget hvad det er. Det gør ikke længere nogen forskel. 
For et år siden kunne jeg kun spise flydende kost hvis jeg overhovedet spiste noget. Det er så sindssygt at tænke på hvor langt jeg er kommet på det år. 

Så som billedet fortæller, så rejser jeg om 70 dage. Det bliver så skræmmende, men jeg har ikke tid til at gøre det i et langsomt tempo, for jeg ved ikke om kræften skulle finde på at komme igen, så hvis det ikke skulle være nu – ja så ved jeg ikke hvornår det skulle. 

Continue Reading